Fire stjerner til filmen om Spies og Glistrup

Nicolas Bro og Pilou Asbæk giver den gas som Mogens Glistrup og Simon Spies i Christoffer Boes nye film. Der digtes særdeles frit og stikkes ikke så dybt, men det er en underholdende fortælling om to geniale særlinge, skriver Berlingskes anmelder.

Nicolas Bro spiller Mogens Glistrup og Pilou Asbæk spiller Simon Spies i en kun delvis vellykket film om de to originaler. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Christoffer Boes udgave af historien om rejsekongen Simon Spies og politikeren og talautisten Mogens Glistrup er baseret på virkelige hændelser og »en del uvirkelige hændelser«, som instruktøren skriver ved indledningen til den meget omtalte film »Spies & Glistrup«.

Han har da også taget sig nogle poetiske friheder og sammenskrevet flere virkelige begivenheder, så de står klarere og mere pædagogiske.

Og så er der ellers digtet videre på, hvordan Spies og Glistrups venskab egentlig var, for det ved man nemlig ikke ret meget om, og det var ikke noget hverdagsdanskeren i 1970erne skænkede en tanke.

Vi møder Simon Spies og Mogens Glistrup – spillet af hhv. Pilou Asbæk og Nicolas Bro – til en fest for gamle elever på Regensen i 1965, hvor begge de store hjerner har studeret jura i sin tid. Intelligenskvotienten og deres mod og stræben er da også det eneste, de ligner hinanden på.

Spies er en dygtig forretningsmand og en eksperimenterende levemand, mens Glistrup er højrerevolutionær og familiemenneske. De fatter imidlertid sympati for hinanden, og Glistrup ordner i en periode regnskaber for Spies, men da hans tanke om nul skat sætter Spies Rejser i et dårligt lys, siger rejsekongen fra.

»Spies & Glistrup« er således historien om to farverige fantasters venskab og op- og nedture i livet.

Og det er her, Boe digter med usikker rygdækning, når det gælder de faktiske personlige relationer mellem Glistrup og Spies, mens han til gengæld taler direkte ind i myten om de to særlinge, og hvad der kunne være sket mellem dem.

Hævngerrig hundehvalp

Christoffer Boe har forståeligt nok ikke haft penge til en stor, forkromet rekonstruktion af 1960erne og 1970erne. Han klarer det ved at lade hver ny tidsperiode begynde med dokumentarbilleder og en tidstypisk sang og zoomer så ind på personerne i ly af tidens lamper og brune døre med råglas i. Et snedigt snuptag.

Men ellers samler interessen sig naturligt nok om de to hovedrolleindehavere. Nicolas Bro har med sine 41 år alderen til at spille Mogens Glistrup, og han viser meget godt både hævngerrigheden og det hundehvalpede i hans personlighed. Pilou Asbæk – der, som Simon Spies var kendt for, flere gange viser sig frem med strittende »tegn« mellem benene (i skuespillerens tilfælde dog et paprør med fernis og ikke hans egen penis) – virker derimod med sine 31 år for ung til rollen som Spies, der i filmen er portrætteret i alderen fra 44 år til 63 år.

Han redder meget hjem på at ramme Spies’ aparte diktion og sætte stemmen frem foran makeup og hår, men han er alt i alt ikke det rigtige valg. Ud over Jesper Christensen, som en af Spies’ modstandere og Trine Pallesen som fru Glistrup, der begge gør det godt, virker det som om, resten af ensemblet med vilje enten er castet meget gråt eller er sat til at spille meget stift. Måske for at øge fokus på duoen i midten af filmen. Det giver desværre i perioder bagslag i form af en vis livløshed.

Interessante fantaster

De fleste danskere på over 50 år husker Spies og Glistrup, og de vil ikke få det helt store nye at vide. Samtidig vil mange unge måske vægre sig for at være i selskab med to så skabagtige anakronismer i små to timer i biografen.

Så hvorfor er Spies og Glistrup vigtige i dag? Og hvad vil Boe egentlig fortælle med sin historie? At verden har ændret sig – jo tak, det ved vi godt. Spørgsmålet er så, om instruktøren når særligt meget dybere end den brede, farverige fortælling om de to geniers venskab? Ikke for alvor. Vi er i 1970erne, de er gale og sprælske, og hvad så?

I filmen »Dirch«, hvor man rekonstruerer venskabet mellem Dirch Passer og Kjeld Petersen, brændte stoffet dobbelt så godt. Nemlig både i den konkrete historie og som arketypisk historie om den grædende klovn. Der er ikke meget arketypisk over hverken Spies og Glistrup, der på deres karrieres top hænger meget tæt sammen med 1970erne og de friheder, man kunne tillade sig dengang, og det gør hovedindtrykket af filmen noget flagrende.

På trods af de kritiske punkter morede jeg mig mildt undervejs. Måske fordi jeg er særligt interesseret i fantaster, og Glistrup og Spies er sandelig to af de største, vi har haft i Danmark. Deres historie kan næsten ikke fortælles for ofte, og Boes udfordring er stor, når vi kender hovedpersonerne så godt i forvejen. Hvorfor kan to så geniale mennesker ikke styre sig, og lade være med at køre ud over kanten? Måske er det prisen for at være genial, at man også er gal?

Efter brillante »Reconstruction«, eksperimenterende »Allegro« og helt ude i hampen »Off Screen« er »Spies & Glistrup« noget nyt og mere mainstream for Christoffer Boe. En tiltrængt og opmuntrende drejning i karrieren, der forhåbentlig kaster en endnu bedre film af sig næste gang.

Hvad: »Spies og Glistrup«

Hvem: Instruktør: Christoffer Boe. Medvirkende: Nicolas Bro, Pilou Asbæk, Trine Pallesen, Jesper Christensen.

Hvor: Premiere i hele landet.