Fire frække fyrige film

Paul Verhoeven er det tætteste, hollandsk film er kommet på at få sit eget filmfyrtårn i nyere tidsregning.

I Hollywood var han manden bag »Robocop« og »Total Recall«, men desværre også »Show Girls«. Den europæiske krigsfilm »Black Book« fra 2006 var noget bedre, og nu udgives fire af hans bedste film fra Holland i et bokssæt. I sine unge dage var Verhoeven også provokerende og tæt på grænsen for god smag, men det tæller som et plus, at han ikke havde råd til de helt store pinlige armbevægelser. »Tyrkisk konfekt« (1973) blev både set af mere end tre mio. i biografen i hjemlandet og nomineret til en Oscar, og den stormfulde sex- og kærlighedskomedie holder. »Soldier of Orange« (1977) er en begavet krigsfilm, og »Spetters (1980) er en fascinerende hudfletning af machomiljøer og bøsseforskrækkelse. I »Den fjerde mand« (1983) bevæger Verhoeven sig ind på Hitchcocks territorium og alt i alt er der tale om fire frække og fyrige film på stribe til få hundrede kroner. Med til arven fra Verhoeven hører også to gode skuespiller. Rutger Hauer og Jeoren Krabbé. De trådte begge to deres barnesko i instruktørens lystfyldte, platte, stærke og farverige univers.Jacob Wendt Jensen

Titel: Paul Verhoeven Collection

Info: Samling af fire hollandske film

Instruktør: Paul Verhoeven

Varighed: 7 timer og 30 minutter

Censur: 15 år

Selskab: Another World Entertainment