Fin, folkelig og lidt for fornøjelig

Ifølge vedholdende rygter, igangsat af Ken Loach selv, er »Jimmy’s Hall« hans sidste film. Desto mere ærgerligt er det, at den ikke lægger sig blandt toppen af hans mangeårige produktion.

Vi befinder os i samme politiske landskab som i Ken Loachs Cannes-vinder »Vinden der ryster kornet«. Året er 1932, hvor efterdønningerne af den irske borgerkrig i starten af tyverne stadig får nabo til at skule til nabo.

Da den lokale rebel Jimmy Gralton vender hjem til Irland efter ti års eksil i New York, bliver han modtaget med åbne arme af sin aldrende mor, sine gamle venner og landsbyens unge, der drømmer om at danse og om at få mere at vide om verden. Begge dele er Jimmy Gralton leveringsdygtig i – ikke mindst da han genopbygger sin gamle kulturklub, med sang, dans og undervisning i litteratur og kunst. Men der er mange i lokalsamfundet, der hellere end gerne så Jimmy deporteret igen, blandt andre den katolske præst og egnens godsejere, der ikke bryder sig om Jimmys kommunistiske ideer og forkærlighed for morskab og kultur.

Ken Loach er tydeligvis fascineret af Jimmy Gralton, den eneste irer der nogensinde er blevet deporteret fra sit hjemland, og ønsker at tegne et portræt af ham som en mand af en særlig støbning – hvilket han givetvis også var. I forsøget kommer han dog desværre til at male med en – for Ken Loach overraskende – bred pensel, der glider lidt for let hen over nuancer og underliggende konflikter, til fordel for et temmelig sort-hvidt scenarie, der til tider kammer over i det decideret melodramatiske, når herremænd ramler sammen med »den lille mand«. Det er lige før, han kunne have udstyret samtlige karakterer med sorte eller hvide hatte, så tydelig er opdelingen i god og ond. De bølgende irske landskaber er skønne at skue, og beskrivelsen af det opblomstrende lokalsamfund er folkelig, lun og charmerende. Lige så fornøjeligt det er at opleve Jimmy Graltons oplivende virkning på ikke mindst lokalsamfundets unge, lige så frustrerende er det dog at observere alle de spildte muligheder for at grave dybere ned i den politiske materie. »Jimmy’s Hall« er en hyggelig historietime og en udmærket film – men set i lyset af Ken Loachs tidligere så skarpe blik på samfund og politik kan den ikke undgå at føles som en lidt for letbenet skuffelse.

Hvad: »Jimmy’s Hall«.

Hvem: Instruktør Ken Loach. Medvirkende: Barry Ward, Frances MaGee.

Hvor: Premiere over hele landet.

Ken Loachs hyggelige historietime er blevet krydret med en fiktiv romance mellem Jimmy Gralton og hans ungdomskæreste Oonagh, der har giftet sig med en anden, mens Jimmy var i USA. Her spillet af Barry Ward og Frances MaGee. Fold sammen
Læs mere