Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Ser man et øjeblik bort fra de indlysende kommercielle muligheder, er det egentlig ikke en særlig taknemmelig opgave for en filminstruktør som Mikkel Nørgaard at skulle sætte billeder på så populær en roman som Jussi Adler-Olsens »Kvinden i Buret«.
Bare i Danmark har bøgerne om den sarkastiske vicekriminalkommisær Carl Mørck solgt 1,6 millioner eksemplarer, så det er ganske mange, som i forvejen har dannet deres egne indre billeder af romanens karakterer og steder – og de skal nu have korrigeret billederne af det ofte alt for konkrete filmmedium.
Dertil kommer, at romanens handling, hvori en folketingskvinde bortføres og indespærres i årevis i en trykkabine, i særlig grad henter sin spænding og fascinationskraft i gåden om, hvem der står bag den grufulde forbydelse. Den gåde har hundreder af tusinder romanlæsere allerede fået afklaret, så hvorfor tage turen en gang til?
Det skal man på grund af manuskriptforfatter Nikolaj Arcels eminente gennemskrivning af Jussi Adler-Olsens roman og på grund af de fine skuespilpræstationer, som Mikkel Nørgaard og skuespillerne bygger historien op med, så den får ny vitalitet.
Sort humor
»Kvinden i buret« begynder med en af de situationer, hvor den virkelighed politi befinder sig i måske strammes en tand for meget for dramaets skyld. Carl Mørck (indædt spillet af Nikolaj Lie-Kaas) bliver skudt ned sammen med to kolleger, hvoraf den ene dør, mens Carls nære ven Hardy bliver lammet fra halsen og ned. Mærkeligt er det, at den samlede politistyrke efter flere måneder stadig ikke har det mindste spor af gerningsmanden, og endnu mærkeligere er det, at Carl Mørck stedmoderligt bliver relegeret til et skånejob i Politigårdens kælder i et kontor, der må overtræde mindst en håndfuld arbejdsmiljøregler. I filmens bruntonede fremstilling er Politigården så lavteknologisk, at ethvert kontor synes at drukne i papirer og sagsmapper.
Carl Mørck ryster stadig på hånden efter nedskydningen, men hans sorte humor er intakt. »Bruger du stadig det der nervemedicin?« spørger hans overordnede Marcus Jacobsen (Søren Pilmark), der med en af krimigenrens ældste klichéer konstant modarbejder Carl Mørck.
»Kun til fester,« svarer Carl Mørck med en af filmens flere gode replikker, som fanger den sarkastiske tone fra romanen, men faktisk raffinerer humoren yderligere.
Carl Mørck får god hjælp af en indvandrer-assistent (spillet af svenske Fares Fares) til sin første sag fra kælderarkivet, der handler om den forsvundne folketingskvinde Merete Lyngegaard, og opklaringen skrider så hurtigt frem, at det synes som om, at filmens bagmænd har forudsat, at publikum i forvejen er bekendt med bogens handling. Det føles dog ikke som om, at der bliver gjort alvorligt vold på romanen, og i stedet for forlæggets labyrintiske og mådeligt interessante intrige udfolder filmen i stedet venskabet mellem Carl og sin nye assistent. Også forholdet mellem Merete Lynggaard og hendes retarderede bror Uffe (Mikkel Boe Følsgaard) får en menneskelig dimension, der gør filmen mere sammenhængende og vedkommende.
Mageløs Sonja Richter
Sideløbende med opklaringen fortælles Merete Lynggaards grumme historie, der begynder på en færge og ender i den lufttætte beholder i en faldefærdig lade. Det er i disse scener filmen for alvor løfter sig over den gennemsnitlige krimi-filmatisering.
Sonja Richter er nemlig mageløs i rollen som den forpinte Merete Lynggaard. Hendes forvandling i trykkabinen til et nedbrudt skeletalt halvmenneske er en transformation på højde med Robert De Niro i »Raging Bull« eller Christian Bale i »The Machinist« – det er ganske enkelt uhyggeligt imponerende, og vidner om en koncentreret indsats fra Richter og makeup-afdelingen. Man skuffes heller ikke, da der endelig bliver sat ansigt på I-ved-nok-hvem. Peter Plaugborg kan som få lyse af monumental psykopati og skaber her en karakter, der vil kunne sikre ham en fast indtægt i Hollywood som KZ-lejr kommandant eller seriemorder.
»Kvinden i Buret« er den bedst tænkelige filmversion, en forfatter kunne have ønsket sig, men er det også en nødvendig film? Det er det for så vidt, at »Kvinden i buret« fortrinligt dokumenterer, at den nordiske noir-stil bliver holdt i live – uden kunstig ilttilførsel i trykkammeret, men af tårnhøj professionalisme.
Hvad: »Kvinden i buret«.
Hvem: Instruktør: Mikkel Nørgaard. Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Sonja Richter, Søren Pilmark m.fl.
Hvor: Premiere over hele landet