Film: En mand ser rødt

»Edge of Darkness« med Mel Gibson er en gammeldags paranoia-thriller.

Det er forbløffende, hvad en handlekraftig helt i en kriminalfilm kan udrette – især når han spilles af en konstant sammenbidt og latent aggressiv Mel Gibson. Men forløsningen udebliver i den ret depressive »Edge of Darkness«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Polay Macall

Man skal aldrig kimse ad dygtige håndværkere. Det gælder, når man har besøg af dem i sit hjem, og det gælder også, når man selv besøger dem, hvad man gør, når man går i biografen.

Film er underholdning. Film er kunst. Men film er også et stykke håndværk skabt af talrige mennesker i fællesskab, og hvis denne samlede indsats har resulteret i et teknisk vellykket produkt, må man glæde sig.

Sådan er det med »Edge of Darkness«, men desværre har medaljen en bagside. Hvis man sidder og lægger mærke til, hvor dygtigt en film er fotograferet, hvor fortræffeligt den er klippet, og hvor udmærket dens musik er komponeret, skyldes det sandsynligvis, at filmen ikke har så godt fat om éns følelser, at den får én til at glemme, at den er en film.

Instruktøren Martin Campbell (»Casino Royale«) har baseret sit nye værk på en seksdelt britisk TV-serie, som han selv lavede i 1985 med Bob Peck i hovedrollen. Nu er handlingen henlagt til USA, og Mel Gibson har hovedrollen som politimanden Thomas Craven, der får besøg af sin voksne datter, som omgående bliver skudt ned på hans dørtærskel.

Ugler i mosen

I begyndelsen antager alle, at det var Craven selv, der skulle have været likvideret, men da han finder en pistol i datterens kuffert og opsøger hendes voldsomt skræmte kæreste, aner han skumle ugler i mosen. Og ganske rigtigt viser det sig, at datteren arbejdede på den mystiske virksomhed Northmoor og dér var kommet på sporet af ulovlig produktion af atombomber.

Altså bevæger handlingen sig i retning af James Bridges' »Kinasyndromet« fra 1979, og den politiske paranoia har et lettere bedaget præg i opdateringen af den gamle TV-serie. Hensynsløse fabrikanter og kyniske politikere er de magtfulde kræfter, som Thomas Craven ene mand er oppe imod, og hvis dette ikke havde været en film, havde han ikke haft skyggen af en chance.

Imidlertid er det jo forbløffende, hvad en handlekraftig helt i en kriminalfilm kan udrette - især når han spilles af en konstant sammenbidt og latent aggressiv Mel Gibson - men ikke desto mindre er »Edge of Darkness« en dyster og ret depressiv film uden egentlige vindere. Den blodige intrige fører til lutter ofre, og man har en lidt bitter smag i munden, når filmen slutter. Ganske vist har skurkene fået deres bekomst, men hvor er forløsningen?

Den højt agtede William Monahan har været med til at skrive filmens manuskript, men kan ikke forklare os, hvad en mærkelig bifigur ved navn Jedburgh - tungt spillet af engelske Ray Winstone - egentlig har gang i. Han fører en række småfilosofiske samtaler med Craven, men forbliver ikke desto mindre et mysterium uden synlig logik i sin fremfærd.

Med andre ord er det svært at blive rigtigt begejstret for handlingen i denne temmelig gammeldags film, og man må da i stedet glæde sig over, at den er glimrende håndværk.

Se klip fra filmen og hør interview med Ebbe Iversen: