Gangstere har altid været godt stof: I bøger, på scenen og ikke mindst i film og på TV, hvor mafia-mytologien er blevet behandlet og bearbejdet, så der stort set ikke er den sten, som ikke er blevet vendt.
Derfor er det ganske imponerende, at betalingskanalen HBO – der står bag TV-serier som »The Sopranos«, »The Wire« og »Game of Thrones« – har formået at skabe et holdbart, underholdende og vidtforgrenet gangster-epos i form af »Boardwalk Empire«, der netop har haft premiere på fjerde sæson.
Martin Scorsese er blandt producenterne, og seriens hovedmand er Terence Winter, som var en af forfatterne på netop »The Sopranos«, så det borger for kvaliteten og genresikkerheden. Og er man til klassisk gangsterfortælling, bliver man da heller ikke skuffet over »Boardwalk Empire«, der foregår i spillebyen Atlantic City i 1920ernes forbudstid.
Edderkoppen i midten af plottets store spindelvæv er Enoch »Nucky« Thompson – formidabelt spillet af Steve Buscemi – som ved seriens start er byens kassemester og sammen med sin bror Eli (Shea Whigham) styrer den lukrative handel med smuglersprit i Atlantic City. Som serien har udviklet sig, er Enoch gået grueligt meget igennem og har været involveret i en række opgør med både rivaliserende gangstere, korrupte politikere, sin unge protegé og på et tidspunkt også sin egen bror om magten i Atlantic City. Og her ved indgangen til fjerde sæson lever han en relativt anonym tilværelse på jazzklubben The Onyx Club, hvorfra han forsøger at styre sine forretninger.
»Boardwalk Empire« er løst baseret på virkelige personer. Der fandtes under forbudstiden en Enoch L. Johnson, der styrede den illegale spruthandel i Atlantic City, og i seriens persongalleri optræder bl.a. kendte gangstere som Al Capone, Arnold Rothstein og Charlie Luciano. Men der er ikke tale om en historisk korrekt gengivelse, snarere en fiktionel parafrase over tiden.
Hykleri i overflod
Og det er et på mange måder nedslående billede af den menneskelige natur, som »Boardwalk Empire« i lighed med andre af tidens TV-serier tegner. Hykleriet er til at tage og føle på, når pæne, respektable mennesker opretholder et alkoholforbud og et patriarkalsk klassesamfund, hvor kvinder, mænd, sorte, hvide, rige og fattige skal kende deres plads, samtidig med at de alle, hvad enten det er politikere, præster eller politibetjente, kæmper for at få en del af kagen.
For vi er i et univers styret af kriminalitet, vold, korruption og rænkespil, hvor alle personer er anløbne, og vi derfor tvinges til at lægge vores sympati hos de mest elskelige, de mest flamboyante, de mest tragiske eller de mindst forstyrrede af alle psykopaterne.
Så her ved indgangen til fjerde sæson føler vi stadig med Nucky, selv om hans menneskelige termometer er på vej mod minusgraderne. Vi hepper på den sorte jazzklubejer Chalky White (Michael Kenneth Williams), der nu skal til at bide skeer med Harlem-gangsteren Narcisse (Jeffrey Wright i topform), som prædiker sort selvrespekt, samtidig med at han med hård hånd styrer heroinhandelen. Vi kerer os om den faldne forbudsagent Nelson Van Alden (Michael Shannon med et fjæs skåret i granit), der nu er kommet i kløerne på den utilregnelige Al Capone. Vi græder med den slagne bordelmutter Gillian (Gretchen Mol), der har fundet trøst i sprøjtens falske løfter om varme og skønhed. Og vi prøver at forstå krigsveteranen Richard Harrow (Jack Huston), der med en halv ansigtsmaske foran sit halvt smadrede ansigt forsøger at bevare, ja, måske i virkeligheden genfinde, sin menneskelighed, mens hans ofre hober sig op i hukommelsen.
»Boardwalk Empire« mangler måske nok den modernitet, overraskelse og banebrydende tilgang til TV-fortællingen, som man finder i serier som »The Sopranos«, »Breaking Bad«, »Mad Men« og »The Wire« – dertil er der for meget genrestykke over hele grundfortællingen. Og derfor bliver det også en anelse meningsløst at læse alt for mange analogier til et splittet amerikansk post-krise-samfund anno 2013 ind i serien.
Til gengæld kan man lade sig indfange af atmosfæren i den overbevisende iscenesættelse og ikke mindst de mange veldrejede menneskelige skæbnestykker, som brænder ud igennem cottoncoatens tykke klicheer.
