»Han er en plage, der gør alt for at klamre sig til magten.«
Det siger J. Edgar Hoover om Richard Nixon, da han bliver præsident i 1969. FBI-chefen havde på det tidspunkt været chef for FBI siden 1924 og i høj grad været med til at skabe selve FBI, som vi kender det. På sine gamle dage var han ved for alvor at miste orienteringen og kunne ikke høre, at hans ord også ringede sandt om sådan en som ham selv.
J. Edgar Hoover var en enspænder hele livet. Han knyttede sig tættest af alle mennesker til sin mor (Judi Dench), der blandt andet sagde op i hans åbne ansigt: »Hellere have en død søn frem for en kvindagtig søn.«
Det var i en situation, hvor J. Edgar betroede hende, at han ikke kunne finde ud af danse med kvinder. Han var nemlig homoseksuel, men kom aldrig ud af skabet. Hans mor, tidsånden og hans grundlæggende had til kommunisterne og dermed ildhu døgnet rundt på jobbet, gjorde et liv som homoseksuel umuligt.
Udover sin mor knyttede han sig kun tæt til sin sekretær (Naomi Watts) og til kollegaen Clyde Tolson (Armie Hammer). De to var forelskede i hinanden i en grad, så de formentlig havde indgået registreret partnerskab i dag. FBI-chefen generede sig ikke for at træde på de få venner, han havde, når galden over kommunisterne fik mest frit løb. Udover de lovlige arkiver var han berygtet for at have såkaldte »private arkiver« på hvem som helst, der kunne komme ham på tværs og han kunne finde på at skrive fiktive breve, der kunne bruges til at anklage folk for antiamerikansk virksomhed.
Clint Eastwood er meget balanceret i sit portræt af J. Edgar Hoover. Hans portræt kunne sagtens være mere pro venstrefløjen eller mere hvidvasket, men han holder en ro og en taktfuldhed i fortællingen, der gør, at portrættet virker troværdigt. Det bedste ved Eastwood er hans grundighed og lødighed i den måde, han fortæller på. Instruktøren læner sig tilbage og lader skuespillerne vise os de følelser, der er på spil. Det er altid en god teknik som instruktør frem for at overfortælle, og når man tænker på, at det i »J. Edgar« for det meste er skjulte følelser, der er på spil, er resultatet så meget desto mere bemærkelsesværdigt. »J. Edgar« er et kærlighedsdrama, hvor tre gange holden i hånd og et enkelt flygtigt kys er højdepunkterne!
TV: Se klip fra Clint Eastwoods nye film her
Spørgsmålet om, hvorvidt Eastwood tør nok, melder sig et par gange i løbet af den to og en halv timer lange film. Temposkift og tydelige paralleller til 2012 er ikke ham, selv om man godt kan argumentere for, at historier om magtmisbrug jo altid er god skik og brug. Noget andet og mere problematisk er, at Eastwood viser en Leonardo DiCaprio med gammelmandsmake-up i første billede af sin film og det tager tid og hårdt arbejde for skuespilleren at gøre den ældre udgave af Hoover troværdig. Det lykkes så nogenlunde i længden, og selve præstationen fra DiCaprio kan der ikke sættes en finger på. Han spiller determinationen krydset med storhedsvanvid meget troværdigt.
»Når moralen falder og gode mænd ikke reagerer, sejrer ondskaben,« siger J. Edgar Hoover. Det er muligt, han har ret, og idet han nærmest ene mand byggede FBI op fra bunden, så har han også gjort noget godt for verden. Blot håber man efter »J. Edgar«, at FBI i dag er styret af komitéer og ikke af én mand med kommunistforskrækkelse.
Læs også tidligere chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsens kronik om J. Edgar Hoover på b.dk/debatogblogs
