Feel good med kant

Hella Joof har lavet en ny feel good-komedie med en pæn portion humoristisk kant og pinligheder. Selv om filmen handler om kvinder, kan mændene godt være med.

»All Inclusive«.Instruktør: Hella Joof. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er aldrig sjovt, når mand, kone eller kæreste er smuttet. Men når man er en kvinde på knap 60 år, er det tæt på en katastrofe. Lise (Bodil Jørgensen) giver problematikken vægt, når hun slet og ret slår fast, at hendes mand er død. Faren er altså røget i svinget, før hele den modne udgave af en kernefamilie med de voksne søskende – storesøster Sigrid (Maria Rossing) og lillesøster Ditte (Danica Curcick) – skulle være fløjet til Malta på en uges daseferie.

Nu bliver det så i stedet en pigeferie, hvor storesøster tager patent på at pakke mor ind i vat, men hvor lillesøster til gengæld synes mor skal have en flirt. Derfor betaler hun tjeneren Antonio (Diogo Infante) 200 euro for at flirte med mor en aften og højst give hende et kys, men der går ild i de gamle huse. Det hele bliver ikke mindre kompliceret af, at lillesøster faktisk gik i seng med Antonio den første aften på stedet. Av. Lillesøster er en sjuske-Dorthe, der lever time for time. Storesøster er til gengæld meget stram i betrækket og let bitter mor til tre: »Jeg har passet, plejet og bragt og bag og bagt og BAGT!«

Ærlige følelser

Som man kan læse mellem linjerne, er karaktererne skåret uden mange nuancer i »All Inclusive«, og til at begynde med er det langt fra alle muntre replikker, der rammer skiven. Men lidt efter lidt bliver forviklingerne akkompagneret af en flok pinligheder og et veldoseret læs ærlige følelser, så selv mænd vil kunne se en feel good-mening med komikken. Man tager karaktererne til sig, føler for dem og hepper i biografmørket, selv om den efterladte mors humørstigning nok går lidt for lodret opad.

Hella Joofs film er ikke voldsomt helstøbt. For eksempel er Malta forbløffende lidt brugt på billedsiden, og hvad skulle Rasmus Bjerg og Mia Lyhne slæbes helt derned for, når de kun har rundt regnet halvanden replik hver? »All Inclusive« lever ikke som film op til sin titel, men den er til gengæld en godt skrevet og humoristisk buffet med masser af feel good-faktor, pinlige situationer og selvironiske replikker, og selv om den foregår under solen, er de familieværdier, som vendes, godt timet med en julepremiere.

Hvad: »All Inclusive«.

Hvem: Instruktør: Hella Joof. Medvirkende: Bodil Jørgensen, Danica Curcic, Maria Rossing.

Hvor: Premiere over hele landet.

Maria Rossing, Bodil Jørgensen og Danica Curcic i feel good-film med kant. Fold sammen
Læs mere