Farvel til hukommelsen

Film: »Evigt solskin i et pletfrit sind« Jim Carrey er fremragende i den meget indviklede »Evigt solskin i et pletfrit sind«.

Kate Winslet som Clementine og Jim Carrey som Joel får fjernet erindringen om hinanden, men kan alligevel ikke slippe hinanden i den usædvanlige film »Evigt solskin i et pletfrit sind«. Fold sammen
Læs mere

Det kan føles lidt flovt ikke at kunne forstå en film, og når man ikke engang forstår dens titel, er man virkelig på Herrens mark.

Det er uden tvivl også lige præcis dér, lurendrejeren og provokatøren Charlie Kaufman gerne vil skubbe os hen. Fra hans manuskripter til film som senest »Orkidé-tyven« ved vi, at han elsker at forvirre os med sære og overraskende indfald, og i »Evigt solskin i et pletfrit sind« har han endda konstrueret sin til dato mest gådefulde og krævende historie.

Den begynder - tilsyneladende - med, at den indadvendte og grublende Joel møder den impulsive og flagrende Clementine en iskold februardag i Montauk på Long Island uden for New York. De forelsker sig i hinanden og bliver til et par, men en dag kan Clementine pludselig ikke genkende Joel, og han finder ud af, at hun helt bogstaveligt har fået ham slettet fra sin hukommelse af videnskabsmanden doktor Mierzwiak, der bare kan den slags.

Joel bliver rasende og vil gøre gengæld ved at at få fjernet alle spor af Clementine fra sin egen erindring, men mens denne proces står på - den tager en hel nat og udføres af Mierzwiaks to nørdede assistenter hjemme hos Joel, der ligger som i trance på sin seng - dukker så mange gode minder frem i hans hoved (samtidig med, at de bliver udraderet), at han desperat forsøger at standse processen, hvad der selvfølgelig er vanskeligt, når man rent fysisk er bevidstløs.

Alt dette er indviklet nok i sig selv, men historien er endnu mere kompliceret, for den ene af Mierzwiaks assistenter - spillet af eks-hobbitten Elijah Wood - falder for Clementine og overtager åbenbart Joels plads i hendes liv, mens den kønne lægesekretær Mary er forelsket i Mierzwiak, som hun tidligere har haft en affære med, hvad hun dog ikke kan huske, fordi også hun har fået afmonteret dele af sin hukommelse.

Hvor længe har Joel og Clementine i virkeligheden kendt hinanden, og hvad er overhovedet virkeligheden i denne fragmenterede og kryptiske beretning? Det må enhver selv forsøge at finde ud af, for noget patentsvar gives ikke, men derimod flere tolkningsmuligheder i en ufokuseret historie så kapriciøs, kaotisk og fyldt med optiske tricks, at tilskueren ligesom stakkels Joel mister sin mentale balance og flakker forvildet rundt i en nærmest surrealistisk labyrint af minder, drømme og fantasier - omtrent som Tom Cruise i Cameron Crowes »Vanilla Sky« eller Guy Pearce i Christopher Nolans »Memento«.

Kate Winslet yder en eksplosiv præstation som den uberegnelige Clementine, mens Jim Carrey som Joel neddæmpet demonstrerer, hvor fremragende en skuespiller han er, når han ikke skal gøgle og klovne og skabe sig. Kirsten Dunst som Mary liver også gevaldigt op i billederne, men dem er der til gengæld ufatteligt mange af, og de er så tæt og stakåndet klippet sammen af Valdis Óskarsdóttir - der tidligere bl.a. har klippet Thomas Vinterbergs »Festen« og Søren Kragh-Jacobsens »Mifunes sidste sang« - at man næsten lammes af det voldsomme visuelle bombardement og især i genoplevede scener fra Joels barndom føler, at den groteske filmiske fantasi truer med at gå helt amok.

Instruktøren må bære ansvaret. Mens Charlie Kaufmans bizarre visioner blev genialt realiseret af Spike Jonze i »Being John Malkovich« og »Orkidé-tyven«, lykkedes det mindre overbevisende for Michel Gondry i »Human Nature«, og også i den nye film viser Gondry tyndere humoristisk sans end Jonze og en ringere flair for at give absurditeterne et realistisk skær, så en form for dobbeltbundet troværdighed fødes.

»Evigt solskin i et pletfrit sind« overanstrenger sig og er faktisk ikke særlig morsom, men dens indviklede struktur og frenetiske energi må immervæk aftvinge respekt som en halvt inspirerende og halvt udmattende udfordring til publikum. En rørende kærlighedshistorie ligger gemt inde bag lavinen af krumspring og falbelader, og titlen lader sig i øvrigt identificere som et citat fra den gamle engelske epigrammester Alexander Pope - det gør den ganske vist ikke mere forståelig, men man tør tolke den som et optimistisk udsagn om, at i sidste ende skal det nok gå altsammen. Glemmer du, så husker jeg....