Farlig ferie

»Spring break. Spring break for­­eveeeeer«. Harmony Korine tager i »Spring Breakers« pulsen på den amerikanske ungdomskultur og erklærer den død ved ankomsten.

Sunny Beach ligner en spejderlejr i sammenligning med Harmony Korines beskrivelse af, hvor vildt det går for sig, når tusindvis af amerikanske skoleelever tager til Florida for at holde forårsferie i solen. De fire veninder, Brit, Candy, Cotty og Faith drømmer om at tage med, men har ikke råd. Men så får de en idé – og inden nogen får set sig om, har pigerne røvet en grillbar og sidder i bussen mod Floridas hæmningsløse bikinifest. Festen slutter dog brat, da pigerne bliver arresteret og siden købt fri af gangster-rapperen Alien, der lokker de farligste sider frem i pigerne – og omvendt.

Der er noget dybt forstemmende over både historien og Harmony Korines poppede fortællestil, der med sine montager, fragmenter og gentagelser illustrerer en verden i opløsning, hvor moralens vogter har taget bussen retur til sin bibelgruppe, og lovens lange arm ikke rækker længere end til den første knitrende dollarseddel. Pigerne er ikke bare vilde men også faret vild langt ude på popkulturens overdrev, hvor det er svært at skelne mellem fakta og fiktion.

Det er interessant at se de dydige Disney-prinssesser Vanessa Hudgens og Selena Gomez som »girls gone wild«, men det er James Franco, der for alvor tager kegler som gangsterrapperen Alien, der gemmer en skræmt lille dreng bag den hårde facade.

Flugt fra kedsomhed

»Spring Breakers« er en syret, poppet og kitschet teenagekomedie vendt på hovedet, så alt, hvad der kunne have været lyst og komisk, bliver mørkt og truende. Ganske vist er her hoppende baller og svingende babser, sprut, sex og stoffer, men øjnene over de bare bryster er tomme. Spring Break er ikke en rejse til festens Florida, det er en desperat flugt fra kedsomhed, monotoni og frygten for at gå glip af alle livets eventyr, og som ved de fleste forsøg på flugt indhentes både pigerne og Alien af den virkelighed, de ikke vil kendes ved, mens monotonien spejles i den evige fest, der for længst har toppet og nu kun gentages med mekaniske bevægelser.

Harmony Korine holder af sine fortabte helte og heltinder, samtidig med at han foragter det, de står for – et i stigende grad overfladefikseret samfund, hvor det ikke handler om at leve, men kun om at overleve.

Hvad: »Spring Breakers«

Hvem: Instruktør: Harmony Korine. Medvirkende: James Franco, Vanessa Hudgens

Hvor: Premiere over hele landet