»'Far til fire' er reduceret til en godmodig fjollefar«

PR-foto Fold sammen
Læs mere

Far til fire giver aldrig op! Denne gang tager han og de fire unger til Vadehavet, hvor de har lånt Fru Sejersens sommerhus.

Ferien kører dog af sporet, da Far tager fejl af husnumrene og kommer til at bryde ind hos Fru Sejersens fise-fornemme nabo.

Da der efterfølgende bliver begået indbrud i huset, står Far øverst på listen over mistænkte, og det ser sort ud for ferieidyllen – med mindre Lilleper kan finde de rigtige tyve.

Original kan man bestemt ikke beskylde »Far til fires vilde ferie« for at være.

Historien om de smarte unger, der får de dumme tyveknægte ned med nakken er set et utal af gange i både danske og udenlandske børnefilm de seneste 30 år, og formlen følges her til punkt og prikke - med lette løsninger og papirtyndt tegnede bikarakterer.

Det er lige før det er helligbrøde, at klassikeren »Det er sommer, det er sol og det er søndag«, bliver brugt som titelmelodi - de oprindelige »Far til fire«-film var familiehygge med væsentlige sociale pointer – om faderen, der opfostrede sine børn alene, om teenagedatteren, der blev erstatningsmor og så videre.

Nu er historien reduceret til en godmodig fjollefar, og teenageren er mest optaget af, om håret sidder ordentligt.

Til gengæld er Sigurd Philip Dalgas den bedste Lilleper længe.

Hvad: »Far til fires vilde ferie«.

Hvem: Instruktør Giacomo Campeotto. Medvirkende: Jesper Asholt, Søs Egelind m.fl.

Hvor: Premiere over hele landet.