Der er desværre en dansk vinkel på historien om det fremragende rockband Pearl Jam, der i år fejrer 20 året for udgivelsen af det klassiske debutalbum »Ten«, der sammen med Nirvanas »Nevermind« genfødte den vedkommende rockmusik og skabte det globale kulturfænomen kendt som grunge. Jeg tænker naturligvis på den forfærdelige og gennemtragiske ulykke, hvor ni unge publikummer mistede livet under amerikanernes koncert på Roskilde Festivalens Orange hovedscene i 2000. Allerede inden nogen vidste besked om ulykkens omfang, knælede forsanger, Eddie Vedder, på scenen og samlede sine hænder foran et tårevædet ansigt.
Siden har bandet aldrig lagt skjul på, at der er Pearl Jam før- og et andet efter Roskildekoncerten. Hvilket endnu en gang understreges i instruktøren Cameron Crowes dokumentariske portræt »PJ Twenty, som i dag udkommer på DVD.
Pearl Jam er det eneste store orkester fra grungeæraen, som står endnu. Nirvana og bølge-elementet døde med Kurt Cobains selvmord i 1994, Soundgarden gav frivilligt op, det samme gjorde Alice In Chains.
Pearl Jam er det eneste orkester, der aldrig har mistet nerven og nødvendigheden. Ikke alle pladerne har været lige gode, men der har altid været sange og elementer, der har hævet sig langt op over deres samtidige. Og live har bandet alle dage været et kapitel for sig selv. Alt det fremgår af Crowes portræt, som bygger på 1.200 timers filmmateriale, gamle ukendte sager filmet af bandet selv - inden de blev hele verdens Pearl Jam, ja, fra tiden inden de overhovedet blev Pearl Jam. Der er interviews med nøglepersoner omkring bandet og det miljø, dette klimaks af blomstrende frodig subkultur, der op igennem firsernes sidste halvdel gjorde Seattle til verdens navne for en tid.
Cameron Crowe var øjenvidne det meste af vejen, han flyttede til Seattle, mens det hele var i sin vorden. Han lærte folk at kende, hang ud. Crowe var allerede dengang en anerkendt musikjournalist og spirende filmskaber. Sine indtryk fra Seattle-grungen brugte Crowe tidligt i den lidt pauvre »Singles«, lige som han skelede til musikernes inspirationer fra Led Zeppelin og Black Sabbath i den anderledes vellykkede »Almost Famous«, enhver vordende musik- og kulturskribents våde drøm.
I orkanens øje
Crowe stod med andre ord midt i orkanens øje, og han kender derfor Pearl Jams forhistorie om, hvordan Jeff Ament (bas) og Stone Gossard (guitar) var med i Green River, som blev til Mother Love Bone og lå lunt i svinget til et gennembrud, da forsangeren Andy Wood tog sig af dage med en overdosis heroin, scenens foretrukne stof dengang. Om hvordan Gossard mødte guitaresset Mike McCready til en fest og genfandt spilleglæden. Som hurtigt blev katapulteret til nye højder af en surferdude fra San Diego ved navn Eddie Vedder.
Sky i starten var Vedder, der blev introduceret til sin nye hjemby af Soundgardens Chris Cornell, der også inviterede Vedder med på sin første pladeindspilning, Temple Of The Dog, en hyldest til den afdøde Andy Wood. I filmen husker Stone Gossard, der dengang var bandets primære sangskriver, at han for alvor fik øre for Vedders kvaliteter.
Som årene gik, tog Vedder mere og mere over. Og det er da også ham, der er den dragende personlighed i Cameron Crowes portræt. Helt naturligt, idet Vedder er en dragende persona. Så intens, tænksom, så fuld af dæmoner. Vi kommer tæt på, men aldrig helt ind, hvorfor mystikken kun gør Eddie Vedders endnu mere dragende.
Cameron Crowe har på alle led og kanter begået et fantastisk vellykket, gribende og æstetik portræt af et særligt orkester, der imodsætning til så godt som alle andre på kloden aldrig har solgt ud af deres idealisme og værdier, i stedet har Pearl Jam altid taget fansene i forsvar, bl.a. ved at kæmpe for lave billetpriser ad rettens vej.
Soundtracket har naturligvis en nøglerolle. Det er konstrueret perfekt til filmen, men isoleret på CD mangler der noget i de ellers så charmerende og rå optagelser.
