Det er klart, at en film, der vandt en Oscar i år for at være Bedste Udenlandske Film, på forhånd skaber store forventninger. De indfries ikke helt, hvilket dog slet ikke betyder, at »Øjnenes hemmelighed« er en dårlig film.
Hovedpersonen er Benjamín Espósito, der arbejder for anklagemyndigheden. Her kommer han ud for en grim sag, hvor en ung kvinde er blevet voldtaget og myrdet, og under sit efterforskningsarbejde bliver han så berørt af kvindens mand, Ricardo Morales, og hans dybe sorg, at han har svært ved at slippe sagen igen. Gerningsmanden går fri - og sagen ender med at nedbryde Benjamin.
Hvor meget, går først op for ham, da han 25 år senere, pensioneret og efter mange års fravær, vender tilbage til sin gamle arbejdsplads under dække af, at han vil skrive en roman om sagen. Her støder han også på sin gamle og ikke helt udslukte kærlighed, hans tidligere chef, Irene, som han altid har været forelsket i, men ikke har gjort noget for at erobre.
I en blanding af krimi og kærlighed er »Øjnenes hemmelighed« lige så meget et portræt af en mand, der handlingslammet mere er vidne end katalysator til begivenhedernes gang. I filmen irriteres man dog over den hamletske apati, Benjamín udviser. Især i kærlighedshistorien, hvor det stadig er ubegribeligt for undertegnede, hvorfor de to elskende ikke kan få hinanden. De er begge singler, forelskede og selv da hun bliver forlovet med en anden, vil hun tydeligvis hellere have Benjamín.
Det er den slags postulerede dramaer, der gør »Øjnenes hemmelighed« til en langtrukken affære, men dog smuk nok i sit væsen til at være værd at se.
