Eventyrligt gensyn

I CinemaxX’ række af restaurerede klassikere er turen kommet til Steven Spielbergs’ »Indiana Jones og jagten på den forsvundne skat« fra 1981.

Eventyreren og skattejægeren Indiana Jones drager på sit livs farligste mission for at finde Pagtens Ark, før den falder i hænderne på grumme nazister. Og det går ikke stille af sig.

Slet ikke da hans temperamentsfulde ekskæreste Marion bliver blandet ind i jagten. Der er gået 30 år siden Indy for første gang svingede sin ikoniske pisk, men det er stadig en forrygende røverhistorie, der med sin perfekte blanding af spænding, drama, humor, romantik og eventyr – tilsat en knivspids okkult mysticisme – med lethed fejer mere moderne bud på eventyrfilm af banen. Ikke mindst når vi får lov til at se filmen på det store lærred, hvor den hører til, med digitalt restaurerede billeder og så knivskarp lyd, at det knastørre svirp fra føromtalte pisk lyder som et tordenbrag.