Et stille øjeblik i livets stormvejr

Japanske Hirokazu Kore-Edas er ikke for ingenting blevet sammenlignet med både Yasujirô Ozu, Tsai Ming-liang og Hou Hsiao-hsien. Som de formår han nemlig at fortælle en stor og kompleks historie med ganske små, men præcise, virkemidler, der får en til at føle sig som fluen på væggen i ægte levende, åndende, elskende, søgende menneskers liv

Abe Hiroshi og Yoko Maki i »Efter stormen« Fold sammen
Læs mere

.»Efter stormen« handler om Ryota, spillet af en af Kore-Edas yndlinge, Hiroshi Abe. Ryota var engang en lovende forfatter, der endda vandt en pris for sin første – men desværre også eneste – roman. Han arbejder nu som privatdetektiv, af den snuskede type, der ikke finder det problematik med lidt afpresning, hvis det kan give ekstra penge til at finansiere hans spillelyst. Samtidig bilder han sig selv, og ikke mindst sine omgivelser, ind, at han kun har jobbet, fordi han researcher til sin næste roman. Det er tydeligt, at der ikke længere er nogen, der tror ham. Mindst af alle hans smukke eks-kone Kyoko, der for længst har fundet en anden mand, der måske nok ikke er helt så spændende som Ryota, men til gengæld kan tilbyde hende den stabilitet hun ønsker for sin og Ryoyas søn Shingu, som Ryota kun ser en gang om måneden.

Abe Hiroshi og Yoko Maki i »Efter stormen« Fold sammen
Læs mere

Livet går sin gang i den vante, skurrende gænge, mens tristheden tramper grå fodspor i asfalten. Men så sker der noget. En storm tvinger Ryota, Kyoko og Shingu til at søge tilflugt hos Ryotas mor natten over. Og mens stormen suser udenfor, finder den lille familie – måske for første gang siden bruddet – ro og plads til rent faktisk at lytte til hinanden og de følelser, der aldrig helt er forsvundet.

»Efter stormen« handler, som mange af Hirokazu Kore-Edas øvrige film, om familien. Om fædre og sønner og om det store spørgsmål om arv og miljø. Ryota er dybt påvirket af sin egen far, der også var en uansvarlig spillefugl, og er godt på vej til at give arven videre til Shingu. Men hvor meget kan vi egentlig gøre, for at stoppe den negative arv og fremme den positive? Og hvor meget skal der til for at tilgive de mennesker, der har spændt ben for ens liv?

»Efter stormen« kryber ind under huden med sin stilfærdige, ærlige og dybt usentimentale beskrivelse af en gruppe mennesker, hvis liv ikke blev, som de engang havde troet, og som nu står overfor den meget voksne beslutning om, hvorvidt fornuften eller følelserne, de smukke såvel som de grimme, skal have magten over fremtiden. Her er ingen tabere og heller ingen vindere. Kun ganske almindelige mennesker, der er smerteligt genkendelige i deres vaklende søgen efter det ståsted i tilværelsen, der føles mest sikkert, når tilværelsens store storm blæser hen over hovedet på dem. Det er fængende og dybt rørende. Ikke mindst Hiroshi Abes fremstilling af en mand, der først som midaldrende vågner op til den erkendelse, at han hverken er lovende eller på toppen, men en taber, der – i bogstaveligste forstand – har spillet alle sine bedste kort af hånden. Av!

Men smerten bliver båret frem med en varme og medfølelse for karaktererne, der nok har fejlet, men aldrig bliver udstillet, ligesom en kærlig humor tager brodden af de knuste hjerter og ditto drømme. Man hepper hele vejen på Ryota, Kyoko og deres sønderslåede familie, og både håber og ikke håber at de finder vejen igen. For nogle gange er det måske bedst bare at komme videre.

»Efter stormen«

Instruktør: Hirokazu Kore-Eda. Medvirkende: Abe Hiroshi, Yoko Maki