Et smukt portræt af Tommy Seebach

»Tommy« er et lidt ufuldstændigt, men kærligt og bevægende portræt af popmusikeren og familiemennesket Tommy Seebach.

Familien Seebach fra venstre med sønnen Rasmus, konen Karen, datteren Marie og sønnen Nicolai. Foto fra filmen
Læs mere
Fold sammen

Man kan fortælle mange historier om Tommy Seebach. Om en mand, der havde en række hits i 1970erne og 1980erne og gik ned med druk, da succesen var forbi. Eller om den misforståede popskrædder, der først efter sin død anerkendes som kunstner og genopdages af trendsættende djs.

Førstnævnte er den version, der herskede i danskernes bevidsthed, da Seebach døde i 2003 som 53-årig af et hjertestop - tørlagt, men slidt af mange års tæt forhold til alkohol. Sidstnævnte vinder indpas nu, hvor et bokssæt med hans talrige hits er aktuelt samtidig med dokumentarfilmen »Tommy«.

Tæt på familiemennesket

At Sami Saif nuancerer den første fortælling, overrasker ikke. Det er til gengæld interessant, at hans portræt af sangeren, musikeren, produceren og komponisten har zoom på familiemennesket Tommy Seebach i stedet for historien om en »schtur, schtur« kunster og hans fald.

Det gør »Tommy« til et usædvanligt rørende portræt af et menneske, der er uhyre let at identificere sig med og holde af. Og man må sørge med ekskonen Karen og de tre børn, Nicolai, Rasmus og Marie, som kavalkaden af hits forstummer og i 1990erne afløses af Seebachs deroute.

Efter at have fået popstjernestatus med Sir Henry i 1965 indtager han Melodi Grand Prix, vinder med blandt andre »Disco Tango« og »Krøller eller ej« og leverer soundtracket til en generations barndom.

Optrådte i byggecentre

Men da DR, og mange af os andre, vokser fra det folkekære Grand Prix, genvinder Seebach ikke fodfæstet.

For at tjene til familiens liv i den store villa på Frederiksberg optræder han i byggecentre med stadig færre tilhørere og svigter familien for at bejle til den utilregnelige elskerinde, som berømmelsen viser sig at være. Samtidig drikker han - så meget at han sover fra sin søns 13 års fødselsdag. Det hele er med på hjemmevideo.

Skurken i denne historie er medierne og en ny, selvfed kulturelite, der udpeger ham som hofnar.

»Tommy« er i den forstand også et billede på, hvor kvalmende kendiskulturen kan blive i vores lille land, hvor vi stadig elsker fortællingen om de feteredes fald. Den får vi i Sami Saifs film, men heldigvis meget mere end det.

»Tommy« kunne dog have været endnu stærkere, hvis Saif også havde sat sig for at undersøge, hvorfor berømmelsen - og manglen på den - fik bugt med lige netop Tommy Seebach. Men se den alligevel, det er et smukt portræt.