Et skæbnesvangert valg

Efter fejlskuddet »Serena« er Susanne Bier tilbage på det sikre spor med endnu et følelsesfortættet dansk drama, der meget passende har titlen »En chance til«.

Nikolaj Coster-Waldau er det bankende hjerte i Susanne Biers lidt for forcerede fortælling »En chance til«. Foto: Henrik Petit Fold sammen
Læs mere

Susanne Bier har aldrig været en instruktør, der malede med en lille pensel. Når hun er bedst, leverer hun følelsesfortættet drama forankret i hverdagsrealisme – med et strejf af melodrama.

Og »fortættet« må siges at være det rette ord til at beskrive handlingen i det moralske drama »En chance til«, der er skrevet af Susanne Biers faste skrivemakker, Anders Thomas Jensen. Politimanden Andreas lever det tilsyneladende perfekte liv med en smuk kone, nyfødt søn og en pragtvilla ved vandet sponsoreret af hendes rige familie. Helt modsat hans politimakker og bedste ven Simon, der har lagt sig selv i sprit efter en hård skilsmisse. Men da Andreas og Simon bliver kaldt ud til husspektakler hos narkomanparret Tristan og Sanne, opdager Andreas en baby i et skab, iskold og smurt ind i lort. De sociale myndigheder nægter at gribe ind, og det får Andreas til at træffe den skæbnesvangre beslutning at stjæle barnet – og pludselig ser Simons liv fornuftigt ud i sammenligning.

Klik, klik, klik

Det er en god historie, som indeholder indtil flere overraskelser, der ikke skal afsløres her. Men det er også en historie, hvor samtlige følelsesbarometre er skruet så højt op, at de truer med at eksplodere, i en grad så historien efter et stykke tid kommer til at føles lidt for konstrueret; tandhjulene passer så perfekt sammen, at man nærmest kan høre klikket, hver gang de falder i hak.

Når det hele truer med at tippe over i den lidt for melodramatiske grøft, reddes Susanne Bier dog af sit helt fantastiske skuespillerensemble, der leverer den troværdighed, den overordnede historie til tider mangler.

Ikke mindst Nikolaj Coster-Waldau, der har udviklet sig til en meget nuanceret spiller, som mestrer både hverdag og højdramatik. Uuanset om han smiler til sin baby eller hamrer næven gennem en glasvæg i afmagt, er vi med Andreas og hans tvivlsomme beslutning.

Flot indrammet

Over for ham er Maria Bonnevie nærmest æterisk smuk og enigmatisk som hans kone. Ulrich Thomsen er solid som Simon og får meget ud af en i virkeligheden ikke særligt nuanceret karakter. Det samme gælder Nikolaj Lie Kaas, der leverer mørk flertydighed til psykopaten Tristan, der har krammet på Sanne – spillet med smadret skønhed af Lykke Maj Andersen.

Det hele er flot indrammet af Michael Snymans stemningsfulde kameraføring, som gør havet uden for Andreas’ vinduer til en truende påmindelse om, at lykken og »det gode liv« er et luftkastel, der kan forsvinde under bølgerne på et splitsekund, hvis vi ikke sætter kursen efter vores eget moralske kompas.

Hvad: »En chance til«.

Hvem: Instruktør: Susanne Bier. Medvirkende: Nikolaj Coster-Waldau, Ulrich Thomsen m.fl.

Hvor: Premiere over hele landet.