Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mødet mellem pladeproduceren Dan (Mark Ruffalo) og sangskriveren Greta (Keira Knightley) på en bar er magisk. Vi ser situationen to gange fra de to personers forskellige synsvinkler. Greta inviteres tøvende op på scenen for at give et enkelt nummer, hun selv har skrevet. Publikum er uopmærksomme, og hun lister stille ned igen og sætter sig. Dan er tilfældigvis dumpet ind på samme bar, hvor han gennem en gedigen brandert hører storheden i hendes spæde sang og får en vision om, hvordan alle de andre instrumenter falder ind og støtter den akustiske guitar. Han ved, hvordan et hit skal skæres.
Situationen for Greta er, at hun lige er blevet droppet af sin også britiske sangskriverkæreste, der er ved at få stor succes med sin musik i New York. Dan er netop blevet fyret af sin tidligere partner i det pladeselskab, han selv er medstifter af. Han er også rejst væk fra sin hustru og sin teenagedatter, fordi hustruen var ham utro. Dan vil hjælpe stjernefrøet frem og måske derigennem komme igen. Dan vil sælge Greta, men hun vil ikke sælge ud, så de bliver enige om en slags græsrodsprojekt, hvor de med kun lidt lydudstyr indspiller sange til en plade på forskellige udendørs lokationer i New York. Det lyder som en gimmick, men det er mere end det, fordi der er tale om slidstærke romantiske sange. Sangene er blot en af grundene til, at »Forelsket i New York« er en troværdig film om musikbranchen. Mindst to andre grunde er Keira Knightley, der i øvrigt selv synger, og Mark Ruffalo, der oser af charme i sin rolle som såret mand på bunden. Ruffalo er langsomt ved at blive vor tids skuespiller-buffalo, der kan næsten det hele.
Spørgsmålet er dog alligevel, hvorvidt det skal komme instruktøren, John Carney, til skade, at han uden decideret at genindspille sin irske Oscar-vinder, »Once«, fra 2006 i USA bevæger sig meget i samme slags univers. Skal det så diskvalificere ham fra stor ros? Svaret må blive et nej. Det er måske nok »Once«, der vil blive husket, når filmhistorien skal skrives, men den øjeblikkelige glæde ved charmen, musikken og skæbnerne i »Forelsket i New York« er næsten lige så stor.
Hvad: Forelsket i New York. Hvem: Instruktør: John Carney. Medvirkende: Keira Knightley, Mark Ruffalo, Catherine Keener Hvor: Premiere over hele landet.