Et offer for den gode sag

Sarah Gavrons »Suffragette« er en grå, rå og detaljemættet fortælling om den britiske kvindebevægelse anno 1912.

PR-foto Fold sammen
Læs mere

For bare 100 år siden havde britiske kvinder hverken stemmeret, ligeløn eller ret til at bestemme over deres egne børn. Kvindebevægelsen »Women’s Social and Political Union« kæmpede en fredelig kamp for bedre rettigheder i årtier – uden held. Derfor besluttede en mindre fraktion, anført af Emmeline Pankhurst, sig i 1912 for at slå igen med mere håndfaste midler: vold og hærværk.

Maud Watts, eksemplarisk arbejder på et vaskeri, hustru og mor, bliver nærmest ved et tilfælde involveret i bevægelsen og opdager, at selvom hun aldrig har så meget som overvejet, at livet kunne være andet og mere end hårdt arbejde og usle boligforhold, mærker hun kampgejsten vågne, i en grad så hun bliver tvunget til at vælge mellem det liv, hun kender – og et liv som suffragette.

»Suffragette« er en film om kvinder – meget passende lavet af kvinder. På rollelisten står Carey Mulligan sammen med Helena Bonham Carter og Meryl Streep i en kort men fyndig gæsteoptræden som Emmeline Pankhurst. Instruktør er Sarah Gavron, mens manuskriptet er skrevet af Abi Morgen, der med film som »Shame« og »Jernladyen« på sit CV for længst har bevist, at hun ikke er en dame, der pakker sine pointer ind i lyserødt vat.

Således heller ikke i »Suffragette«, der nærmere er pakket i ståluld.

Vi får et råt indblik i fængselsforholdene for kvinderne, der inkluderer sultestrejker og tvangsfodring, men også i hverdagens stille brutalitet. Fotograf Edu Graus gråtonede billedside emmer af lige præcis den desperation, der sender kvinderne ud at sprænge postkasser og klippe telegrafledninger – uanset den personlige pris, de må betale. Det er vigtig, detaljeret og realistisk historieskrivning fortalt med en intensitet, der til dels opvejer, at manuskriptet flere steder føles så konstrueret, at vi kan mærke fortællingen små tandhjul slide sig vej gennem lærredet.

Flere af karaktererne er hentet fra virkelighedens kvindebevægelse, mens andre er stykket sammen af en række forskellige kvindeskæbner. Det gælder ikke mindst Maud Watts, hvis skæbne bliver lige lovligt kondenseret – hold da op, hvor skal hun meget igennem! Carey Mulligan skal have ros for at bære rollen igennem med en rørende og fascinerende blanding af stålsat styrke og overvældet sårbarhed.

Hvad: »Suffragette«.

Hvem: Instruktør Sarah Gavron. Medvirkende: Carey Mulligan, Helena Bonham Carter, Meryl Streep.

Hvor: Premiere over hele landet.