Et mord er ikke nok

Puk Grastens »37« tager afsæt i et virkeligt mord, der har sat sig i den amerikanske psyke, men falder lovlig prætentiøst ud.

Puk Grastens nye film »37« er baseret på rigtige hændelser. Den har sine øjeblikke, men falder igennem. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I New York Times kunne man en dag i 1964 læse en artikel med overskriften »37 who saw murder but didn’t call the police.«

Puk Grastens stemningsladede, men uforløste debutfilm, »37«, forholder sig ikke så meget til de faktuelle omstændigheder omkring mordet på Kitty Genovese, men synes mere interesseret i at undersøge den psykologi, der kan gør, at ingen reagerer, når alle burde gøre det.

Livet i blokkene over gaden, hvor mordet finder sted, ses gennem et urovækkende, ofte lynch’sk temperament og zoomer ind på en række voksne, der slås med ensomhed, fremmedgørelse og seksuel frustration. Deres børn er anderledes klarøjede, endnu ikke døvet af indre smerte, og ser noget ske nede på gaden den skæbnesvangre aften, men ignoreres af deres forældre.

Filmen har sine øjeblikke, men karaktererne er trods et stærkt cast af skuespillere for stereotype, ligesom filmens fortællemosaik, dens klip mellem lejlighederne, aldrig bliver større end sine enkeldele og efterlader et lidt prætentiøst indtryk.

Grasten har dog flair for ildevarslende stemninger, som slægter horrorfilmen på. For dem skal »37« ses.

Hvad: »37«
Instruktør: Puk Graasten
Medvirkende: Maria Dizzia, Michael Potts.
Hvor: Premiere i Dagmar, Biffen Nordkraft, Valby Kino.