Et moderne mirakel

Film: »Uskyld« Den amerikanske independent-film »Uskyld« er en charmerende og varm, lille »blive-voksen«-film.

I disse moderne tider er der som regel altid videnskabelige forklaringer på såkaldte mirakler således også i »Uskyld«, hvor den kun 14-årige Magdalena bliver gravid uden tilsyneladende at have været i seng med sin kæreste Herman.

Graviditeten får hendes gudfrygtige præst af en far til at smide hende på porten, og Magdalena søger tilflugt hos den aldrende og hjertens gode onkel Tomas, hvor også den småkriminelle unge fætter Carlos bor. Uden støtte fra hverken forældre, kæreste eller veninder mærker Magdalena livets alvor, og sammen med Carlos lærer hun langsomt at tage ansvar for sig selv.

Med ramme i det mexicanske kvarter Echo Park i Los Angeles, der så småt er ved at blive hipt og får urbane bøsser til at flytte til, giver filmen også et indblik i et latino-indvandrermiljø, der ikke ofte er beskrevet realistisk i amerikansk film. Filmen tegner et mildt portræt af to unge, der ganske vist er ret sporadisk fortalt, men fint spillet af de unge debutanter Emily Rios og Jesse Garcia.

Af samme grund vandt instruktør-duoen bag, Richard Glatzer og Wash Westmoreland, også både publikumsprisen og juryens førstepris, Grand Jury Award, på sidste års Sundance-filmfestival, og som endnu en garant for kvalitet kan det nævnes, at instruktør Todd Haynes her har produceret for første gang. Det er blevet til en sød lille fortælling om at blive voksen på den charmerende mexicanske måde, hvor man indimellem tror på mirakler.