Et menneske har aldrig fri

Skyld og uskyld er til diskussion i Luc og Jean-Pierre Dardennes socialrealistiske »Kvinde, ukendt«

»Kvinde, ukendt« er ikke Dardenne-brødrenes bedste film, men Adèle Haenel (tv.) er dybt overbevisende i rollen som lægen Jenny. Foto: Camera Film Fold sammen
Læs mere

Der er næppe én ting, der har ændret films måde at fortælle på så meget som mobilen. Hvor fastnettelefonen engang bandt karaktererne til bestemte steder, er det nu muligt at bringe dem i spil når som helst og hvor som helst.

De nye muligheder udnyttes til fulde i Luc og Jean-Pierre Dardennes »Kvinde, ukendt«. Men først et rids af historien om Jenny, der er læge i et trøstesløst boligområde i udkanten af Liège.

En dag efter lukketid ringer det på døren. Jennys assistent vil åbne, men hun stopper ham. Der er jo lukket. Næste dag er det politiet, der står på dørtrinet og fortæller, at en kvinde er fundet død, måske dræbt, og at hun sandsynligvis løb forbi klinikken på flugt fra nogen eller noget.

Overvågningsbillederne bekræfter formodningen, og det slår Jenny, at hvis blot hun havde lukket kvinden ind, havde hun været levende nu. Tanken driver Jenny ud i sit eget opklaringsarbejde, hvor hun benytter sig af sine mange kontakter – patienter og deres familier – i området.

Kendere af Dardenne-brødrene – der to gange har modtaget Guldpalmen i Cannes – vil vide, at der ikke bare fortælles en historie men også finder en afsøgning af den menneskelige tilværelse sted. Og i »Kvinde, ukendt« handler det om skyld og uskyld og måske særligt om gråzonen mellem dem.

Det er ikke brødrenes bedste film. Krimien er ikke en oplagt genre for dem, og det virker heller ikke, som om de for alvor vil den. De er derimod interesserede i sociale dynamikker og i portrætter af mennesker under pres, og Adèle Haenel er dybt overbevisende som Jenny og spiller hende med en Kate Winsletsk sårbarhed og styrke.

Det gør hun i usmykkede omgivelser, der er typiske for Dardenne-brødrene. Det er socialrealisme set gennem et kamera, som ikke er medfølende men nøgternt registrerende.

Og så er der mobilerne. Eller rettere mobilen: Jenny ringer hele tiden, eller også ringer andre til hende. Det giver instruktør-parret mulighed for at bringe mange stemmer og informationer i spil uden hele tiden at skulle klippe.

I stedet kan de fokusere på længere indstillinger og scener, der siger noget om Jenny og hendes patienter. Gamle, fattige, afrikanere, illegale indvandrere uden pas. Mørketallene. Der også tæller den døde kvinde, som lever videre i Jennys samvittighed.

Kvinde, ukendt. Instruktør: Luc & Jean-Pierre Dardenne. Medvirkende: Adèle Haenel, Olivier Bonnaud.