Et mærkeligt mareridt

Film. »Inland Empire« David Lynchs tre timer lange »Inland Empire« er årets mest uforståelige film og på en irriterende måde ret fascinerende.

»Hvor er meningen med det hele?«. »Meningen er i en æske, og æsken står derovre i hjørnet.«

Dette absurde replikskifte fra et af Monty Pythons TV-shows dukker op i erindringen, mens man lamslået lader sig slæbe gennem David Lynchs filmiske kolos »Inland Empire«. For hvis der er en dybere mening med dette totalt obskure værk - man tvivler - kan man lige så godt forestille sig den anbragt i en lille æske i et eller andet mørkt hjørne som et hvilket som helst andet sted.

»Inland Empire« har som udgangspunkt, at skuespillerinden Nikki (Laura Dern) får en hovedrolle i en ny film instrueret af den opstemte Kingsley (Jeremy Irons) og med en handling, som vi selv må gætte os til.

Optagelserne går i gang, og filmen i filmen viser sig at være en genindspilning af en tidligere film, som var baseret på en polsk sigøjnermyte og aldrig blev gjort færdig, muligvis fordi dens to stjerner blev myrdet. Det foruroliger naturligvis Nikki – hvis ægtemand i øvrigt er meget jaloux på hendes medspiller Devon (Justin Theroux) – men snart får både hun og vi andet at tænke på, eller måske holder vi tværtimod helt op med at tænke, da Nikki vikles ind i næste endeløse kæder af bizarre begivenheder uden synlig sammenhæng eller konsekvens.

Et yderligere handlingsreferat er umuligt, men det kan nævnes, at Nikki løber rundt mellem tilsyneladende skarpt adskilte universer og på et tidspunkt ser sig selv ovre på den anden side af gaden. Det bør også fortælles, at vi med mellemrum vender tilbage til en TV-sitcom med fuldt påklædte mandshøje tobenede harer som medvirkende, og at et stort antal personer bevæger sig ind i filmen og ud igen, uden at det går op for os, hvem de er - for eksempel de ni unge kvinder, der ivrigt danser til det gamle pophit »The Locomotion«, eller de prostituerede, som Laura færdes sammen med på Hollywood Boulevard, lige inden hun bliver stukket ihjel uden dog at dø (ja, det lyder paradoksalt og er det også).

Den labyrintiske »Inland Empire« er så konsekvent og provokerende mærkværdig, at den får Lynch-film som »Lost Highway« og »Mulholland Drive« til at ligne »Far til Fire«. Den er optaget på video i ofte dunkle og bevidst uskarpe billeder, en betydelig del af dialogen er på polsk – filmen er delvis indspillet i den polske by Lodz – og den er fyldt med underlige lyde samt eklektisk musik spændende fra Krzysztof Penderecki til Dave Brubeck.

Mesterværk eller makværk?
Grundstemningen i denne totalt fragmenterede og stædigt uigennemskuelige film dirrer af fare, angst, usikkerhed, forvirring, paranoia og panik – selv når personerne morer sig, virker de truende – og man får associationer til både Lars von Triers »Forbrydelsens element«, den sidste sekvens i Stanley Kubricks »Rumrejsen år 2001« og David Lynchs eget tidlige værk »Eraserhead«. Den nye films mastodontiske spilletid på tre timer virker fuldstændigt vikårlig -–»Inland Empire« kunne lige så godt have været halvt eller dobbelt så lang, for den er tilsyneladende baseret på flimrende rækker af frit fablende associationer og former sig for tilskueren som et benhårdt mentalt marathonløb.

Mest af alt minder filmen om en drøm – ofte snarest et mareridt – og den ser samtidig ud, som om David Lynch havde taget stumper fra en snes forskellige film og klistret dem sammen med lukkede øjne. Eneste faste holdepunkt i denne vildt rablende surrealisme er den heroiske Laura Dern, skønt også hun radikalt skifter personlighed flere gange i løbet af filmen og med sin både modige og monumentale præstation bør være selvskrevet til en Oscar-nominering – forudsat at de nominerende medlemmer af det amerikanske filmakademi orker at se filmen til ende, hvad der er tvivlsomt.

Man burde give »Inland Empire« seks stjerner for originalitet og nul stjerner for tilgængelighed, og man spørger sig selv, om den excentriske David Lynch nu er blevet bimlende skør. Men det fik Beethoven jo ry for at være, da han komponerede sine sene strygekvartetter, så man skal vogte sig for at fælde for hård en dom over et egensindigt og genstridigt værk, som måske er rungende hult, men måske mættet med subtilt skjulte betydninger til glæde for fremtidens filmforskere.

Man ser i hvert tilfælde denne grimme, kaotiske, depressive og sært hypnotiske film med en heftig blanding af irritation og fascination, og man spørger sig selv, om den gådefulde rejse gennem det underbevidste mon er et mesterværk eller et makværk. Man konkluderer, at »Inland Empire« nok er noget så usædvanligt som et mestermakværk.