Et friskt pust

PR-foto Fold sammen
Læs mere

Amerikanske Drake Doremus, der senest instruerede den fine »Like Crazy« fra 2011, sender endnu en gang søde Felicity Jones over Atlanten i rollen som den fristende udviklingsstudent Sophie, hvis modenhed og musikalske talent får hendes værtsfar, en fantastisk velspillende Guy Pearce, til at falde pladask. Sophie er alt, hvad han ønsker – og alt hvad han selv engang drømte om at blive, før de musikalske drømme blev pakket ind i et firkantet job som gymnasielærer. Historien er fortalt mange gange før, men sjældent så poetisk og troværdigt som i »Breathe In«. Drake Doremus har et særligt talent for psykologiske nærbilleder og får os til at tro helhjertet på det forbudte pars fascination og længsel – efter hinanden, men fuldt så meget efter det, de repræsenterer for hinanden, nemlig det de har tabt på vejen gennem livet. Guy Pearce er bedre, end han har været længe i rollen som tilstøvet musiklærer, der vejrer morgenluft. Man får skiftevis lyst til at kramme og slå ham. Også resten af rollelisten gør deres for at tilføre både smerte og poesi til den utroligt velfortalte, nænsomme og dog brutale historie.

Hvad: »Breathe In«.

Hvem: Instruktør: Drake Doremus. Medvirkende: Felicity Jones, Guy Pearce.

Hvor: Månedens film i Cinemateket i København.