Et brag af en borgerkrig

»Captain America: Civil War« kombinerer effektivt realisme og eventyr, men undgår ikke det buldrende overload i de afsluttende kamprunder.

Borgerkrigen begynder! Fra venstre mod højre hedder kombattanterne Hawkeye (Jeremy Renner), Scarlet Witch (Elizabeth Olsen), Captain America (Chris Evans) og Winter Soldier (Sebastian Stan). Foto: Film Frame/Marvel Fold sammen
Læs mere

I science fiction-litteraturen følger de fleste forfattere en tommelfingerregel, der betyder, at der skal være et rimelig ensartet stade af teknologi i verdener, man beskriver. Det ville eksempelvis være utroværdigt, hvis det samme fiktive fremtidssamfund endnu ikke har løst kræftens gåde, men til gengæld behersker rejser nær lysets hastighed.

Jeg kommer til at tænke på denne regel, når jeg ser »Captain America: Civil War«. Ikke fordi filmen er science fiction i gængs forstand, men fordi der inden for filmens massive opbud af superhelte trækkes store veksler på tilskuerens parathed til at acceptere de løbske fantasier. Så meget desto mere belastes troværdigheden, når Marvel i dette ambitiøse afsnit af den lange række af eventyr om deres superhelte med et vist held søger at trække handlingen i en næsten snavset-realistisk retning, der desuden garneres med moralske dilemmaer som vi kender alt for godt i terrorens tidsalder.

Filmen lægger dog ud med en konflikt, der er næsten så gammel som superheltene selv – eller i hvert fald går tilbage til Marvels »genopfindelse« i 1960erne af superhelten som »problemplaget« figur.

Under en mission i Nigeria kommer en håndfuld af verdensvogterne, »The Avengers,« til at forårsage civile tab, og da verdenssamfundet beslutter at sætte superheltene under opsyn af en international bestyrelse, der skal beslutte, hvilke opgaver de må udføre, deles gruppen i to stridende lejre.

Den ene er under ledelse af den normalt så rebelske Tony »Ironman« Stark (Robert Downey jr.), der ønsker, at gruppen skal stå til ansvar for De Forenede Nationer, mens den anden ledes af den regelrette Steve Rogers (Chris Evans) – også kaldet »Captain America«, der kræver total handlefrihed. En stærk sidehistorie drejer sig om Captain Americas »lille hjælper« Bucky (Sebastian Stan), der er blevet hjernevasket til at være en sovende agent for fjenden.

Fine første runder

I de første runder af historien lykkes det fint at give den alt andet end enkle handling den atmosfære af psykologisk alvor, som er blevet rettesnoren i moderne superheltefilm.

I de mange og voldsomme kampscener er der skruet ned for de overdrevne digitale effekter og op for den fysiske side af nær­kampene – en tendens man også har bemærket i en Netflix-serie som »Daredevil«. Der er selvsagt stadig brugt tricks til at få de dobbelte cirkelspark til at tage sig bedst muligt ud, men kampkoreografien er aldrig uoverskuelig, og de vældige helte bliver sendt til tælling med granittunge kropsstød, der kan mærkes helt ud til de bagerste stolerækker.

En række fine birolleskuespillere tilføjer tempoet lidt velkommen variation, såsom William Hurt i rollen som USAs udenrigs­minister, der forsøger at få de stridende superhelte under kontrol. Efterhånden, som antallet af tililende superhelte nærmest synes at knopskyde, bliver det dog stedse sværere at engagere sig i de enkelte helte­profiler.

Paul Rudd dukker op i sin akavede rolle som »Ant-man«, hvis evne til at ændre dimensioner fra atom- til King Kong-størrelse ganske enkelt synes at tilhøre en tidligere mere naiv og uskyldig superhelteæra.

Da også Spiderman (Tom Holland) henimod slutningen kaster sig ind i kampene med sine klisterkræfter og gadedrengede frækhed, havner filmen i et fortællemæssigt overload, der til en vis grad kompromitterer de foregående to timers fint afstemte handlingsforløb.

Hvad: »Captain America: Civil War«.

Hvem: Af Anthony og Joe Russo.

Hvor: Biografer over hele landet .