Natasha Arthy kører på sine sidste reserver af kræfter. Den 38-årige filminstruktør har netop afsluttet sin ungdomsfilm »Fighter«, og da Berlingske Tidende spørger hende om, hvilke planer hun nu tumler med, synker hun lidt sammen.
»Sove. Jeg har planer om at sove,« sukker hun med et smil.
»Fighter« endte med at blive en meget større opgave end beregnet, men den er på flere måder også en usædvanlig dansk film. Den fortæller om den 17-årige Aicha, der er datter af tyrkiske indvandrere med et skarpt øje på deres datters gøren og laden. Aicha forelsker sig ikke desto mindre i en jævnaldrende dreng, en dansk dreng ved navn Emil vel at mærke, eller en af »kartoflerne« som hendes tyrkiske venner hånligt kalder dem.
Tidligere danske film med samme grundrids som for eksempel Eric Clausens »Rami og Julie« (1988) og Helle Ryslinges »Halalabad Blues« (2002) gjorde på sin vis tingene lettere for sig selv ved at lade den arabiske fremmede udgøre manden i forholdet. Den omvendte konstellation i Natasha Arthys film er langt mere tabu, hvilket instruktøren også fik at vide, da hun researchede til filmen blandt unge danskere med muslimsk baggrund.
»De fortalte mig, at virkelighedens muslimske piger selvfølgelig kan forelske sig i danske drenge, men at det er sjældent, at de gør noget ved det, da det har for store omkostninger,« siger Natasha Arthy.
Den problematik var dog langt fra det sværeste ved produktionen af »Fighter« at få styr på. Natasha Arthy bestemte sig nemlig allerede i skrivefasen for, at filmen skulle foregå i et kampsportsmiljø og være en dansk pendant til de storslåede kinesiske kampsportsfilm, der har tryllebundet det vestlige publikum siden Ang Lees »Tiger på spring, drage i skjul« (2000).
»Der er lavet mange danske film om unge, der skal finde sig selv, og som er i opposition til deres forældre. Ved at gøre en pige med indvandrerbaggrund til kung-fu-kæmper kunne jeg sætte den situation på spidsen. Det er nemlig også der, hvor kampsportsfilm er mest interessante, altså når de fysiske kampe bliver en metafor for psykologiske kampe inden i personerne eller mellem personerne,« siger Natasha Arthy.
Ninjaer på Nørrebro
Førnævnte klassiker af Ang Lee var forbilledet, og Natasha Arthy drømte om scener, hvor svævende ninjaer skulle tørne sammen mellem Nørrebros husfacader på samme måde som de gør det i Ang Lees bambusskove. Men der er i mere end én forstand mange kilometer fra Kina til den københavnske stenbro, hvor »Fighter«s kampscener blev optaget.
»Vi troede helt naivt, at vi uden videre kunne gå i gang med at producere kampscenerne en for en, så snart vi havde skuespillerne og manuskriptet på plads. Vi blev hurtigt klogere. Hvis vi havde vidst på forhånd, hvor mange praktiske problemer optagelserne ville volde, var filmen nok ikke blevet lavet,« siger Natasha Arthy.
I en tilbagevendende mareridtsscene i »Fighter« kæmper Aicha mod en sortklædt skikkelse i det storbyslidte område under Bispeengbuen, men den oprindelige koreografi, hvor skikkelsen blandt andet skulle flyve i en cirkel rundt om søjlerne under broen, måtte opgives. Når man laver den slags scener i kung-fu film, foregår det ved, at et hold mennesker trækker skuespilleren op i et sindrigt hejseværk, samtidig med at skuespilleren sætter af på det rigtige tidspunkt. Trods dens rette storbystemning, var Bispeengbuen ikke et godt sted at lave den indviklede manøvre – der var nemlig for lavt til loftet til at kunne give tilstrækkeligt med momentum til stuntkæmperen.
»Mit hjerte sank, da jeg så resultatet. Det lignede – for nu at sige det ligeud – lort,« siger Natasha.
Der blev derfor stillet store krav til filmholdets improvisationsevne. Indviklede kampscener måtte på stedet skrives om, så de kunne tilpasses forholdene på location. Man havde heller ikke forudset, at skuespillerne ikke kunne lære hele filmens koreografi udenad på én gang. Aktørerne måtte derfor skiftevis arbejde med forberedelser i træningssalen og foran kameraerne, Den berammede optageperiode måtte udvides fra de oprindeligt tre måneder til et halvt år, men så var hele filmholdet også blevet sit eget danske team af eksperter på at lave kung-fu film, og »Fighter« fik sin egen form for trylleri ind i scenerne takket være klip og hård træning.
Tigeren sprang til
En enkelt prominent gæst udefra fik stor betydning for »Fighter«. Fra begyndelsen havde Natasha Arthy ønsket at tilknytte en kampsports-koreograf på filmen, og det blev kinesiske Xian Gao, der var kamptræner på »Tiger på spring, drage i skjul«.
Xian Gao, der også havde en birolle i denne film, endte med at blive en nøgleperson for »Fighter«. Han trænede skuespillerne i kampkunst og stod for den vigtige casting af stuntdoubles. Sent i planlægningen fik han tillige filmrollen som Aichas vise og fåmælte kung-fu mester Sifu, samtidig med at han var involveret i den komplicerede planlægning af de mange kampscener.
»Vores samtaler blev simultantolket af hans datter, der derfor deltog i alle optagelser. I starten var jeg bekymret for, om det ville fungere, fordi helt uprøvede skuespillere kræver en særlig »beskyttende« atmosfære. Samtidig var det vigtigt for mig, at alle kampene fungerede som en slags dialoger mellem de kæmpende. Bevægelserne skulle ikke bare være teknisk korrekte, de skulle også rumme nuancer, der viste personernes følelser for hinanden,« siger Natasha Arthy, der endte med at sætte stor pris på Xian Gaos indsats.
For at sikre enighed om intentionerne bag hver scene, tog Arthy og Gao udgangspunkt i et specielt »kung-fu«-storyboard, hvor hver kampbevægelse var lagt i et særligt farveskema. Af storyboard’et skulle det fremgå, hvilke følelser personerne gik ind i en kamp med, og hvilke de gik ud med. Da hovedpersonerne Aicha og Emil efter mange dramatiske forviklinger til sidst mødes i en duel, er deres kamp en slags gennemspilning af deres fælles historie og forelskelse.
»Jeg er selvfølgelig klar over, at drenge og piger aldrig mødes som ligestillede kampmodstandere i virkeligheden, selv om de træner sammen. Men jeg ville gerne have den scene ind i filmen,« siger Natasha Arthy.
I virkelighedens verden er det faktisk pigen, der spiller Aicha, der ville udgøre den farligste modstander. Det er nemlig den 22-årige farmaceutstuderende Semra Turan, der har sort bælte i karate, mens Emil, spillet af skuespilleren Cyron Melville, aldrig tidligere havde stået i en trænings-dojo. Det blev derfor Cyron, der kom til at lide mest under Gaos tre måneder lange forberedende træningsregime. På et tidspunkt blev hele filmens optageskema sat i spil, da Cyron fik en alvorlig forstrækning i baglåret. I sand kung-fu-filmtradition var Xian Gao dog nådesløs mod sin elev og forlangte, at han skulle træne videre trods smerter og fysioterapeutens advarsler.
»Når jeg tænker tilbage, kan jeg næsten ikke forstå, at det meste lykkedes til sidst – men det gjorde det også kun, fordi alle var så fuldt dedikerede til filmen. Hvis der nogensinde har været tale om en holdindsats på film, så er det virkelig denne her,« siger en træt, men glad Natasha Arthy.
