Et 25-årigt vidunder af en instruktør

Anne Dorval og Antoine-Olivier Pilon er mor og datter i den fremragende "Mommy" af Xavier Dolan. Fold sammen
Læs mere

Selvom filmen er den yngste af kunstarterne, er den som regel produktet af en midaldrende mand. Kun to af af de i alt atten instruktører i hovedkonkurrencen er kvinder. På samme måde er de unge også underrepræsenteret i Cannes-festivalens hovedkonkurrence. Det tager normalt mange år at komme ind gennem filmskole, finansiere og instruere sine første film, arbejde sig op gennem det globale hierarki af filmfestivaler for først til sidst at blive den ene en ud af tusinder, der opnår at blive vist i Cannes’ hovedkonkurrence.

Den fransk-canadiske instruktør Xavier Dolan er kun 25 år, og er allerede en veteran i Cannes. Udover at han er bemærkelsesværdig for sin unge alder, hæfter man sig også ved den utrolige indsigt i menneskelige relationer, han lægger for dagen i sin Cannes-film “Mommy”, der tillige rummer et sprudlende cinematisk overskud.

En enlig mor henter sin ADHD-ramte 15-årige søn på en institution, hvor hans lidelse har anbragt ham efter talløse konflikter med loven, senest fordi han har sat ild til en skolekantine og sendt en kammerat på hospitalet. Nu skal moren overtage ansvaret.

Man er ikke i tvivl om slægtskabet mellem Mor og søn. Begge er højtråbende, rastløse individer og det første kvarter af filmen føles det som om, man næppe kan holde ud at være i deres selskab.

Men så begynder man gradvist at udvikle en ømhed for parret, hvis odds er så utroligt ringe, at man næsten ikke forstår at de orker. Sønnen er en omvandrende katastrofe, der laver hærværk og stjæler, Xavier Dolan gør det ikke let at lide drengen, slet ikke når han gramser krænkende på både sin mor og på nabokonen, som synes at være det eneste menneske i deres verden der forsøger at forstå ham.

Alligevel er instruktørens arbejdet med de psykologiske detaljer så finkornet, at man til sidst ikke kan undgå at føle en solidaritet med søn, mor og den ensomme naobkone, der prøver at hjælpe.

Der er mange skønne ideer i filmen. Musiksiden er en kitschet blanding af Celine Dion og Oasis, og er i filmens univers den afdøde fars eneste gave til familien: et mixtape. Det meste af filmen er optaget i det kvadratiske og klaustrofobiske 1:1 format. I første omgang ligner det en fix idé fra en ung instruktør, men da karakterernes lykke vender til det bedre, breder formatet sig i en fantastisk turneret og gennem-musikalsk scene ud til fuldt biograftformat, så publikum pludselig kan trække vejret sammen med de medvirkende. Effekten er intet mindre en betagende og udløste en spontan klapsalve ved visningen i Cannes. “Mommy” synes at være prædestineret til en pris i festivalens afslutningsceremoni.

Den er et bevis på, at alle - alle! - fortjener bare en hæderlig chance for at få sig et liv. Selv dem der har gjort andres liv til et helvede.