Der er altid en brist ved forkromede planer. Det er ikke udstyret, planlægningen eller tidsskemaet, men at de realiseres af mennesker af kød, blod, drifter og drømme.
Det synes at være en af pointerne i Doug Limans »American Made«, som er noget så sjældent som en amerikansk mainstreamfilm med et broget syn på politik, idealisme og godhed. Det kan heller ikke være meget anderledes, når hovedkarakteren, Barry Seal, befinder sig midt i et spil, der ender i Iran-Contra-skandalen, hvor USA som bekendt tjente penge på at sælge våben til Iran, der så blev brugt til at støtte de højreorienterede contraer i Nicaragua og deres kamp mod de røde sandinister.
Alt dette interesserer ikke Seal, der i 1970erne arbejder som pilot og i al diskretion smugler lidt cubanske cigarer ind i USA. Men en dag står der en CIA-mand foran ham, der ved alt om hans lyssky nebengesjæft. Af frygt for at blive afsløret går han med til at sige op og på jævnlig basis flyve et sportsfly ind over Mellemamerika, hvor USA har mange interesser, og tage fotos af de kommunistiske oprøreres lejre.
Det går godt, men Medellìn-kartellet – hvor en vis Pablo Escobar huserer - ser en mulighed i Seal: Når han flyver ind uhindret over den amerikanske grænse og ind over Mellemamerika kan han vel også tage kokain med den anden vej? Seal har en familie at forsørge og vil »som alle andre menneske bare tjene penge«. Det kommer han i dén grad til. Hans nyrige hus og have er fyldt af dollarbundter; i tasker og skotøjsæsker, i skabe og gravet ned under græsset.
»American Made« bygger på en virkelig historie og et virkeligt menneske, Barry Seal, der var del af andres planer, men også var drevet af sin egen vilje og endte i et dobbelt- og trippelspil. I Limans film får det store konsekvenser for ikke bare ham, men også for hele den måde, USA i al hemmelighed opererer i Mellemamerika, og det er – hvilket er en af filmens provokerende pointer – dem, der får Escobars narkoimperium til at vokse ud over alle grænser.
»American Made« er ikke bare velgørende broget i sit syn på menneskers og nationers motiver, men også begavet fortalt med et fortællepunkt et sted ude i fremtiden, som først klargøres mod slutningen.
Den er desuden et billede af en tid med VHS, fastnettelefoner og beepere og holdes i en æstetik, der mimer datiden. 1970ernes bløde, varme billeder, 1980ernes koldere og blegere stil og så videre, og hele vejen igennem med en fin balance mellem alvor og en humor, der peger på hele det storpolitiske spils absurditet.
Som når Nancy Reagan i en tale opfordrer alle unge til at sige nej til stoffer, »Just say no«, mens efterretningstjenesten lader kokain svæve ind over grænsen.
I den altoverskyggende rolle som Seal er Tom Cruise, og endnu engang undrer jeg mig over, hvorfor han er en af filmverdenens superstjerner. Ja, om han overhovedet er en god skuespiller: De samme tre-fire miner, en underligt stiv mimik, et smil, der nok er en signatur, men også ren manér.
Når filmen fungerer, er det snarere på grund af skuespillerne omkring Cruise, og særlig Caleb Landry Jones stjæler billedet som white trash-fyr.
I en retfærdig verden er han morgendagens superstjerne, men han er bleg, fregnet og utrænet, så det sker ikke. Men se »American Made« for ham, for den kløgtige historiefortælling og for fremdriften i det alt andet end ukomplicerede drama.
American Made. Instruktør: Doug Liman. Medvirkende: Tom Cruise, Sarah Wright.
