Ensomhed i to spor

Tom Fords »Natdyr« er et skiftevist lavmælt og voldsomt drama om kærlighed, svigt og hævn.

Amy Adams som galleristen Susan. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Det er let at afvise ham. Han designede modetøj og var ejer af sit eget brand, før han blev instruktør, og hans to film består af billeder, der kunne træde ind i en reklame. Reklamer for tøj, parfume, smykker, alt der er dyrt, eksklusivt og ren overflade.

Men både »A Single Man« og nu »Natdyr« er mere end æstetik på Vogue-niveau, og hvert billede, hver en frame, synes at berette om tomhed, om ensomhed.

I »Natdyr« er Susan således en rig, succesfuld gallerist, der ikke længere mærker kunstens meningsfylde eller er nærværende i forholdet til sin dårende smukke mand. Fortiden begynder også at murre, da hun modtager en pakke med et manuskript. Udenpå står hendes eksmands navn, og romanen viser sig at være en voldsom historie om en mand, hvis hustru og datter bliver voldtaget og dræbt, uden at han griber ind.

Ford krydsklipper mellem Susans liv, og det hun læser i romanen, og hvor romanens historie – og Fords skildring af den – er inspireret af moderne westerns, er fortællingen om Susan påvirket af film noir.

Begge historier fungerer og kontrasterer hinandens æstetik, det støvede over for det fnugfri, og både Amy Adams og Jake Gyllenhaal er overbevisende og bærer smerten i øjnene.

Nogle gange fremstår »Natdyr« måske dybere, end den reelt er, men det tjener til Fords ære, at han har tillid til sit publikum og aldrig overforklarer forbindelsen mellem de to meget forskellige fortællespor. Hvordan de hænger sammen skal ikke røbes her, men blot antydes, at det handler om kærlighed, svigt og ikke mindst hævn.

Hvad: Natdyr Instruktør: Tom Ford. Medvirkende: Amy Adams, Jake Gyllenhaal. Hvor: Premiere i hele landet.