De fleste af os kender vel den lille franske og altid sort-klædte sangerinde Edith Piaf. Fra viser som "Milord","La Vie En Rose" og "Rien". Men det er sikkert kun de færreste af os, der kender omfanget af den tragedie hendes liv reelt var, rundt omkring de kunstneriske succeser og de celebre venskaber med Yves Montand, Charles Aznavour og Jean Cocteau. Det liv får man nu et indblik i med den franske instruktør Olivier Dahans "Spurven - La Vie En Rose".
Her ser vi hvordan barnet Edith bliver anbragt på et bordel, da faren er i krig og moren så alkoholisk at hun ikke kan tage sig af hende. Hvordan Edith vokser op i cirkus og som gadegøgler med sin far og på et tidspunkt opdager, at hun har et naturtalent for at synge. Hvordan hun som ung pige hutler sig igennem tilværelsen i Paris' Pigalle-kvarter inden hun bliver opdaget, talentet kultiveret så sang-talentet er så uomtvisteligt, at ingen, hverken i Europa eller i Amerika, kan være i tvivl om at spurven kan synge.
Men Piaf lever livet hårdt og livet er hårdt ved hende. Druk og stoffer fylder en pæn del og endnu mere, da den store kærlighed, den marrokanske bokser, Marcel Cerdan, dør i et flystyrt. Og kun 47 år gammel, kan kroppen ikke mere. Udslidt, alene og uden at være i stand til at synge mere, dør hun.
I den altoverskyggende hovedrolle som Piaf ses den franske skuespiller Marion Cottilard, der tilfældigvis også er aktuel som Russel Crowes romantiske modstykke i Ridley Scotts kærlighedskomedie "A Good Year". Med en fysik, gang og stemme, der gør hende selv næsten ukendelig, er Cottilard intet mindre end fuldstændig fremragende som Piaf. Med en nerve, der får hver scene til at sitre, indlever hun sig overbevisende og gennem hende røres man til tårer over storheden af sangfuglens talent og den ensomhed, der aldrig blev overvundet.
Filmen er med Olivier Dahan ved roret fortalt med en impressionistisk narrativ struktur frem for en lineær og kronologisk. Der bliver sprunget i tid og episoder flettet ind i hinanden som impulsive associationer. Det er en opbygning, der i begyndelsen virker frustrerende og en anelse irriterende, fordi den skøjter hen over begivenhederne, men som der til gengæld er tænkt over, viser det sig. Ved filmens crescendo kommer pay off, for ved slutningen giver det god mening, at filmen ikke er fortalt lige ud ad landevejen, men snarere som en kalejdoskopisk karruseltur. Så spring på og nyd "Spurven - La Vie En Rose", først og fremmest for to store kunstnere, Piaf og Cottilard.
