En verden i en dråbe vand

»Perlemorsknappen« forudsætter, at beskueren lader sig føre med – forføre – af Patricio Guzmans tankestrøm.

»Perlemorsknappen« Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Chilenske Patricio Guzman laver fabulerende dokumentarfilm, der blander filosofiske betragtninger med hårde historiske kendsgerninger.

Hans »Lysets nostalgi« fra 2010 var første del i en trilogi om Chile, der begyndte i ørkenen, og nu kommer »Perlemorsknappen«, der tager udgangspunkt i vandet. Trilogien afsluttes efter planen med en film om Andesbjergene.

Men intet er så enkelt som det lyder i Patricio Guzmans hænder. »Perlemorsknappen« forudsætter, at beskueren lader sig føre med – forføre – af Patricio Guzmans tankestrøm, der fører os fra en enkelt dråbe vand i et 3.000 år gammelt stykke kvarts og langt ind i Chiles omskiftelige historie, hvor indianere blev fordrevet fra deres land og regime-modstandere smidt i havet.

Det hav der strækker sig langs Chiles 4.200 kilometer lange kyst. Det hav der tager og giver, det hav der skaber myter, knuser drømme og fungerer som bindeled mellem himmel og jord.

Guzmans film er som en bølge, der river dig med i sin tankestrøm og får dig til at skabe dine helt egne tankehvirvler undervejs.

Hvad: »Perlemorsknappen«.

Hvem: Instruktør: Patricio Guzman.

Hvor: Premiere i udvalgte biografer.