En stærk kvinde svigtes

»Fair Game« fortæller en sandfærdig historie på en rodet måde.

Naomi Watts som CIA-agenten Valerie Plame og Sean Penn som hendes ægtemand i den velmente, men rodede »Fair Game«. Fold sammen
Læs mere
Foto: SF Film.

Virkeligheden leverer ikke nær så godt et grundlag for fiktion, som en fantasifuld forfatter kan gøre. For virkeligheden er ofte kaotisk samt uden egentlig begyndelse og slutning, og det skal velskabt fiktion helst ikke være.

Det er den i princippet sympatiske »Fair Game« et frustrerende eksempel på. Den beretter om autentiske begivenheder, som er oprørende og bør gøre tilskueren stærkt indigneret, men i stedet gribes man af irritation over den mangel på struktur, der plager Doug Limans film.

Baggrunden er præsident George W. Bushs behov for et påskud til at invadere Irak. Påstanden om, at Saddam Hussein råder over masseødelæggelsesvåben, er velegnet, så da den tidligere ambassadør Joe Wilson i 2003 vender hjem fra en mission til Niger og dementerer, at irakerne har købt beriget uran dér, bliver nogle af Bushs håndgangne mænd, så irriterede, at de ufint (og ulovligt) lader det slippe ud til offentligheden, at Wilsons kone, Valerie Plame, er CIA-agent.

Hun er filmens egentlige hovedperson og hyldes som en handlekraftig og retskaffen kvinde, der dygtigt leder flere komplicerede CIA-aktioner. Afsløringen af hendes profession rammer imidlertid hende og hendes familie som et hammerslag, ægteskabet vakler under vægten af mediernes glubske opmærksomhed, og hele miseren skyldes udelukkende, at nogen nær Bush er blevet fornærmet over at få serveret en sandhed, som ikke passer i deres krigeriske kram.

Kritisk og urytmisk

»Fair Game« er dermed stærkt kritisk over for både for CIA - der svigter sin loyale medarbejder totalt, da hun er i knibe - og kynisk amerikansk udenrigspolitik, men kritikken svækkes afgørende af, at den urytmiske film fremtræder som stilistisk ujævn og dramaturgisk ubeslutsom.

Dens store kvalitet er, at Joe Wilson spilles af Sean Penn og Valerie Plame af Naomi Watts, som vi dermed p.t. kan se i hele tre film (de to andre er Rodrigo Garcias »Mother and Child« og Woody Allens »You Will Meet a Tall Dark Stranger«). De spiller fremragende, men de kan desværre ikke forhindre denne velmente film i at virke rodet og uforløst.