I »Odysseen« længes Odysseus hjem til Ithaka og hustruen Penelope. Men da han efter Den Trojanske Krig og ti års farefuld rejse omsider når frem, er alt forandret og hans kone omringet af bejlere.
I franske Arnaud Desplechins »De gyldne år« er der flere direkte og indirekte referencer til Homers oldgræske heltedigt. Men hvor Odysseus lider af hjemve, lider Paul af længsel efter sin ungdom, hvor der nok var smerte og tvivl, men også et nærvær – en stærkere ild i følelserne.
I filmens åbning er den midaldrende Paul på vej hjem til Paris efter årtier med antropologiske studier i fjerne egne, og hans tanker begynder at bevæge sig bagud i tiden og specielt mod årene, hvor han mødte Esther.
I sin kerne er »De gyldne år« et filmisk svar på litteraturens Bildungsroman, hvor et menneske bliver til: fra den svære ungdom og ind i et mere afklaret voksenliv, hvor noget af intensiteten måske er gået tabt, men nye erkendelser om det virkeligt vigtige er trådt frem.
For Paul er en af erkendelserne også smertefuld. Han ved, at han tabte sit livs kærlighed på gulvet, nemlig den på samme tid hårde, næsvise og sødmefulde Esther.
Sensuelle scener med nærvær
Desplechins viser smukt, hvordan de to finder sammen i altomsluttende kærlighed. Men Pauls rejser fra Roubaix til Paris for at studere bliver en uoverstigelig udfordring, og her gennemspilles Odysseus-temaet på en mere direkte facon, da Esther, der er ved at gå til af længsel efter Paul, omringes af hans venner og falske hjælpere.
Det er bevægende at følge, og Desplechins personinstruktion er brillant. Debutanterne Lou Roy-Lecollinet og Quentin Dolmaire spiller, så de simpelthen ér Esther og unge Paul. Han med en begavet sarthed, og hun med en Beatrice Dalle’sk sårbarhed, drift og kant.
»De gyldne år« har kun ét problem, der dog er ganske stort: Følelser, motiver og erkendelser udlægges i en voice-over, der nok sender hilsener til Marcel Prousts erindringskunst, men også overfortæller og med fordel kunne være tonet ned. Det havde gjort filmen mere, ja, filmisk.
»De gyldne år« er ikke desto mindre en god oplevelse, og særligt de sensuelle scener besidder en skønhed og et nærvær, der sætter sig. Måske fordi det spejler sig i publikums egne minder. Fra det evigt tabte land.
Hvad: De gyldne år. Hvem: Instruktør: Arnaud Desplechin. Medvirkende: Lou Roy-Lecollinet, Quentin Dolmaire. Hvor: Premiere i Øst for Paradis, Aarhus.
