I åbningsscenen i Yaron Zilberman »A Late Quartet« sidder medlemmerne af en strygekvartet og kigger opmærksomt på hinanden. Koncertsalen er fyldt til sidste plads, og der ventes på førsteviolinistens signal til at gå i gang med en af Beethovens sene strygekvartetter, opus 131. Man fornemmer, at den her koncert er noget helt specielt for de fire topmusikere.
Herfra spoles tiden tilbage til nogle uger før koncerten, hvor cellisten Peter (Christopher Walken) har fået konstateret, at han lider af Parkinsons sygdom. Han kan muligvis klare en enkelt koncert mere eller måske en hel sæson mere ved hjælp af medicin, der sætter den dårlige motoriske udvikling i stå, men derefter vil det så sikkert også være slut med at spille klassisk musik på højeste niveau. Hans besked får fundamentet under kvartetten til at vakle.
Ægteparret Robert og Juliette, spillet af Philip Seymour Hoffman og Catherine Keener, har også deres at slås med, viser det sig. Hun har måske altid været lidt lunken over for sin underhund af en mand, der til gengæld føler, at han har stået i skyggen af førsteviolinisten Daniel, spillet af Mark Ivanir. Robert udfordrer nu førerhannen, og ægteparrets voksne pige er også lidt af en ubekendt i den store menneskelige ligning. Hun skal ses an af Daniel, der måske kan få hende ind på den rette seriøse musikvej.
I 25 år har de fire musikere lagt deres egoers talent ind i kvartettens udtryk. Intet over kvartetten. Heller ikke personligt fnidder. Sådan har det altid været. Nu går det imidlertid den forkerte vej, og heldigvis løfter de personlige intriger sig op på et almentmenneskeligt plan, og fordi alle roller spilles af meget dygtige skuespillere, er ensemblespillet i »A Late Quartet« en fornøjelse at følge med i. Relativt ukendte Mark Ivanir fra Ukraine er et fund som den stålsatte og skråsikre musiknørd, der selv bygger sine violinbuer. Catherine Keener viser for første gang mere modent spil og smider det tempo og den selvironi, hun ofte har brugt i en stribe independent-film fra USA. Philip Seymour Hoffman kan åbenbart også spille underhund med fin effekt, og så har han vel ret beset også snart vist os alt!
Christopher Walken fylder rollen godt ud
Selv om alle skuespillerne fortjener ros, ender filmen med at tilhøre nestoren, 70-årige Christopher Walken. I rollen som en praktisk orienteret mand, hvis kropsbevægelser er på vej retur, kigger man endnu mere på hans øjne og lytter endnu mere til hans diktion. Han er en sand fornøjelse at følge i en rolle, der er noget mere afdæmpet end dem, han har spillet i diverse voldskomedier og andre frenetiske forsøg i de senere år på at suge på hans status som kult.
Eneste lille anke imod »A Late Quartet« er, at der spilles mindre klassisk musik i filmen, end man kunne ønske. Snart sagt alt andet er der så til gengæld mere af i en seriøs, velspillet, rørende og eksistentielt vigtig film for voksne, der i disse år er begyndt at gå mere i biografen. Filmen kunne sagtens have fundet sin plads i Biografklub Danmarks sortiment. Desværre har den været mere end et år om at krydse Atlanterhavet. Og når den så endelig kommer, vises den kun i fem biografer. Det er en lille distributionsskandale
Hvad: A Late Quartet.
Hvem: Instruktør: Yaron Zilberman. Medvirkende: Christopher Walken, Philip Seymour Hoffman, Catherine Keener, Mark Ivanir.
Hvor: Premiere i København, Århus, Odense, Gentofte og Værløse.