En rigtig god historie

I CinemaxX’ serie af restaurerede klassikere er turen kommet til Robert Zemeckis’ 80er-hit »Tilbage til fremtiden«.

Og der er lagt op til en nostalgisk tidsrejse. Ikke bare i fortællingen om den skøre professor Doc (Christopher Lloyd), der opfinder en tidsmaskine og ved et uheld sender teenageren Marty (Michael J. Fox) tilbage til 50erne, men også i filmens tidsbillede, hvor stonewashed jeans er højeste mode og Huey Lewis and the News synger om »The Power of Love«. Til at begynde med virker filmen en smule uddateret, og flere af skuespillerne overspiller i ekstrem grad. Det bliver de ved med, men i takt med at historien kommer op i omdrejninger, bliver det ligegyldigt. For »Tilbage til fremtiden« har det, der skal til for at overleve et tidshop på 26 år; en rigtig god historie. Og den slags bliver aldrig for gamle.