Egentlig var Omar Shargawi i Cairo for at lave en film om egyptiske gadebørn. Men projektet blev kuldkastet, da revolutionen brød ud 25. januar 2011. I stedet retter Shargawi og hans venner kameraet mod gaderne, hvor, hvad der starter som en folkerig demonstration for frihed og mod præsident Mubarak, udvikler sig til regulær gadekrig, hvor politiet skyder med skarpt mod demonstranter, og militæret sættes ind. En revolution, som millioner af mennesker verden over fulgte på TV-skærmen - men her kommer vi helt tæt på. Så tæt på, at vi på det nærmeste kan lugte blod, krudtslam og ikke mindst frustrationens og desperationens sved fra de mange demonstranter, der giver frit løb for den vrede og afmagt, der ikke længere kan holdes nede.
Vi er med helt inde i menneskemylderet med Shargawis hoppende, rystende kamera, der dokumenterer kampgejst, død, blod og brand. Vi oplever folkets glød og håb og efterfølgende frygt og frustration, da revolutionen slås ned. Her er ingen sikre, og da slet ikke manden med kameraet, der på et tidspunkt bliver tilbageholdt af det hemmelige politi, der kun slipper ham løs på grund af hans danske pas.
Man kan ikke andet end beundre Shargawis mod og vilje til at sætte alt på spil for historien og de billeder, der er smuglet ud i en barnevogn. Især fordi Shargawi ikke nøjes med at rette kameraet udad mod de brutale hændelser i Cairos gader, men også retter det indad, mod sig selv og sine venner, der gennemlever en veritabel følelsesmæssig rutsjetur, der må tænkes at matche den, som resten af byens befolkning gennemlever i løbet af 11 intense dage. Resultatet er fremragende. Stærkt, rystende - men først og fremmest menneskeligt.
