En rar mand, måske

Den norske instruktør Hans Petter Moland har med »En ganske rar mand« begået en underspillet og underfundig film.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hans Petter Moland er af en britisk filmekspert engang blevet kaldt Norges svar på Ridley Scott. Med sin seneste film, »En ganske rar mand«, kunne han skifte sammenligningen ud og i stedet kalde sig den norske udgave af Coen-brødrene. Godt hjulpet i øvrigt af danske Kim Fupz Aakesson, der står bag det velskrevne manuskript. For der er underspillet, sort humor og mange fine skæve detaljer med et strejf af det bizarre i denne historie. Eller snarere i udformningen, for historien i sig selv er ret enkel.

Ulrik, spillet af svenske Stellan Skarsgård, er lige blevet løsladt efter tolv års fængsel. Han har siddet inde for at have skudt en mand, og ude af fængslet bliver han hurtigt mødt af sin tidligere gangsterboss, der vil have, at Ulrik skal tage hævn over den stikker, der var skyld i, at han endte i fængslet. Men han vil hellere leve et stille og ukrævende liv, hvor han kan passe sit arbejde på et autoværksted og måske etablere et forhold til sin nu voksne søn. Men det er ikke nemt, når alle hiver og slider i en, især damerne, der bare vil have sex. Suk. Lige fra den grovgamle og forsømte rejekælling Karen Margrethe, som han bor til leje hos, og som kræver hans krop som betaling for aftensmaden, til ekskonen, der godt vil give ham en hurtig baghyler i baglokalet og den tiltrækkende, men forslåede og mistroiske Merete på værkstedet, der tilmed tilbyder fiskefrikadeller inden en tur på sovesofaen.

Nej, det er ikke nemt at være Ulrik, der samtidig skal tage stilling til, om han overhovedet vil have hævn, og om han kan forandre sig fra det menneske, han var engang.

God blanding

Moland og Skarsgård er en god blanding. Det viste de i Molands tidligere film, »Kjærlighetens køtere« og »Aberdeen«, for Moland forstår at få sider frem i svenskeren, som han ikke får lov til at vise i de store amerikanske produktioner som »Pirates of the Carribean« og »Engle og dæmoner«, som han med stor succes har været med i.

Evnen til at skifte umærkeligt fra en næsten troskyldig enfoldighed til brutal vold er en fornøjelse at se på, og med filmens indbyggede hyldest til den ikke-perfekte sex er »En ganske rar mand« svært ikke at lade sig charmere af på trods af de grimme omgivelser og et persongalleri, man nødigt ville møde i virkeligheden.