En ørkenvandring i mærkevarer

Carrie Bradshaw og co. forsøger med »Sex and the City 2« at eksportere deres hippe version af kvindefrigørelse til Abu Dhabi, og det bliver særdeles pinligt.

Fold sammen
Læs mere
Foto: sandrew metronome
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 28. august 2000 hyldede Time Magazine Carrie Bradshaw, Miranda Hobbes, Charlotte York og Samantha Jones på forsiden med overskriften »Hvem har brug for en mand?« Gennem interviews med amerikanske singler slog ugemagasinet fast, at »Sex and the City« har gjort op med en sejlivet myte om, at for en kvinde er lykken synonym med en mand.

Det er 12 år siden, tv-serien havde premiere, men »Sex and the City« er stadig aktuel via sin respektindgydende rolle som en del af moderne kvinders kulturarv. Det er den arv, holdet bag tv-serien nu sælger ud af med filmen »Sex and the City 2«. Carrie (Sarah Jessica Parker) har været gift med sit livs kærlighed, John James Preston (Chris Noth), i to år, og de befinder sig et sted »mellem hot sex og børn«. Imens chikaneres Miranda (Cynthia Nixon) af en kønsdiskriminerende chef. Charlotte (Kristin Davis) terroriseres af en datter i trodsalderen. Og 52-årige Samantha (Kim Cattrall) kæmper mod overgangsalderen og for at bevare sin sexlyst.

For hovedforfatter og instruktør Michael Patrick King har det, ifølge rygter, været en udfordring at genforene personerne fra tv-serien. Uheldigvis har han glemt »Sex and the City«s sande førstedame, nemlig New York City.

De fire kvinder rejser til Abu Dhabi for at få et frirum på en betalt pr-tur. Iført ekstravagante rober indtager veninderne Mellemøsten og forsøger at eksportere deres hippe newyorker version af kvindefrigørelse til de muslimske kvinder, der bærer slør, fordi mændene »prøver at dæmpe deres stemmer,« som Carrie siger. Men filmfolkene har brugt flere kræfter på at finde mærkevarer end på at skrive en god historie.

Tv-serien havde som mål at gøre verden sikrere for singlekvinder, og »Sex and the City 2« var singlekvinders og bøssers oprør mod kernefamiliens konventioner. Den første films velformulerede budskab var, at man skal skrive sine egne regler for kærligheden, ikke lade sig diktere. Men nu er projektet fuldført.

Filmen begynder med et opulent megabryllup mellem bøsserne Stanford (Willie Garson) og Anthony (Mario Cantone), og budskabet her går klart og godt igennem. Men indignationen er væk, og »Sex and the City 2« har hverken projekt eller reel handling. At se den er lidt som at se to og en halv times fraklip for hard core fans.

Men horribelt er det, at Carrie Bradshaw, ikonet på den reflekterede kvinde, reduceres til Mrs. Preston, helt bogstaveligt. Helt pinligt bliver det, da det frigørende projekt overlades til Samantha, der arresteres efter at have kysset en dansk (!) arkitekt på stranden. Og provokerer fundamentalister ved at flashe ben og kondomer. Kvinderne reddes af muslimske kønsfæller, der i filmens lavpunkt blotter deres niqabs og afslører deres oprør - Louis Vuitton-kjoler.

Forlorent show

Til de få højdepunkter hører Mirandas kommentar, da det viser sig, at Liza Minelli skal vie Stanford og Anthony: »Det er fysikkens lov, at når omgivelserne bliver SÅ bøssede, materialiserer Liza Minelli sig.« Efter vielsen synger og danser Liza Minelli for gæsterne, og magen til forloren optræden, skal man lede længe efter i showbizz. Desværre kan man sige det samme om filmen. »Sex and the City 2« er en ørkenvandring i mærkevarer.

Selvfølgelig er det velment, at Carrie og co. adresserer kvindeundertrykkelse, men de er ikke de rette kvinder til jobbet. I stedet kan man ønske sig at se muslimske kvinder lave deres egen version af »Sex and the City«. Det er på tide at lade nye stemmer komme til.

Iben Albinus er forfatter til bogen »Da Sex and the City ændrede verden«.


Din mening: Hvad synes du om Sex and the City 2?

Skriv din kommentar i feltet nedenfor.