En mor som kun en søn kan elske

Den 26-årige filminstruktør Xavier Dolan har begået en knytnæve af en film om et familieforhold, der efterlader publikum følelsesmæssigt udmattet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den kun 26-årige fransk-canadiske instruktør Xavier Dolan har allerede fem kritikerroste spillefilm bag sig. Hans premiereaktuelle »Mommy« vandt Jury-prisen i Cannes sidste år, hvilket understreger, at et stort og meget sikkert talent lige nu blomstrer for fuld kraft.

Dolan instruerede i 2009 den semi-selvbiografiske »I killed my Mother«, og det er igen et betændt mor-søn forhold, han undersøger i sin nye film.

Den enlige mor Diane (Anne Dorval) henter sin ADHD-forstyrrede 15-årige søn Steve (Antoine-Olivier Pilon) på en skole, hvor han har sat ild til en kantine og sendt en kammerat på hospitalet. Da Diane kommer til institutionen er gangene stadig oversvømmede med vand fra brandslangerne. Hendes eneste kommentar er »Nå, jeg skulle da vist have taget mit badetøj med!«, for hun er en rapkæftet overlever, der synes at balancere på vaklende stilethæle to skridt fra det totale kaos.

Man er ikke i tvivl om slægtskabet mellem mor og søn, begge højtråbende, rastløse individer. Begge er plaget af et indre raseri, der på et øjeblik kan gøre dem farlige for deres omgivelser, og den første tredjedel af filmen kan man næppe udholde at være i deres selskab. Sønnen er en omvandrende katastrofe, der laver hærværk og stjæler. Det gør det heller ikke nemmere at føle sympati for Steve, når han skiftevis truer sin mor med mord eller gramser på hende.

Samme krænkende adfærd fortsætter han over for en hjemmegående nabokone (Suzanne Clement), hvis stresslidelse har fået hende til at stamme så meget, at hun reelt er afskåret fra at kommunikere med sin omverden.

Men netop når publikum mest ønsker sig det håbløse trekløver langt væk, viser der sig sprækker i det billede, man har dannet sig af dem. Sønnen har en blød side, som er undertrykt i institutionslivet. Moderen har en menneskelig indsigt, som hun skjuler med kynisme, og den forkuede nabokone kan mobillisere en større sjælelig styrke, end man kunne have troet.

Løftes ud af køkkenrealismen

Instruktørens arbejde med de psykologiske detaljer hos de formidable skuespillere er så finkornet, at man til sidst ikke kan undgå at føle solidaritet med søn, mor og nabokonen, der prøver at hjælpe. Det er denne transformation hos publikum, der løfter filmen ud af køkkenrealismen, og nærmest gør den til en etisk erfaring. Er det muligt, at mennesker der har gjort andres liv til et helvede, også fortjener en chance?

Dertil kommer en overflod af originale ideer i filmen. Musiksiden er en kitschet blanding af Celine Dion og Oasis, og er i filmens univers den afdøde fars eneste efterladte gave til sønnen: et mixtape. Det meste af filmen er optaget i det kvadratiske 1:1 format, hvilket understreger den klaustrofobiske blindgyde som karaktererne befinder sig. Senere i filmen bliver formatet brugt som afsæt for en storslået, cinematisk gestus fra instruktøren, som man skal have lov til at blive overrasket af.

Hvad: »Mommy«.

Hvem: Af Xavier Dolan. Medvirkende: Anne Dorval, Antoine-Olivier Pilon

Hvor: Blandt andre Grand Teatret, Empire, Værløse Bio