Det kan være, at der mest er tale om, at alt hvad den svenske forfatter Jan Guillou rører ved, har en tendens til at blive til guld. Men ingen kan rokke ved, at den danske instruktør Peter Flinth på denne grå vinterdag er lutter smil, og at hans filmatisering af Guillous korsridder-epos »Arn - Tempelridderen« allerede har slået adskillige biografrekorder. »Arn – Tempelridderen« er Nordens største og dyreste filmprojekt til dato og fik premiere i Sverige Juledag, hvor den åbnede med ikke færre end 85.000 solgte billetter. Efter de to første dage var der solgt over 160.000 billetter, hvilket er rekord i Sverige.
Fremtiden ser altså lys ud for den danske instruktør, der knapt har opnået at komme på A-rækken af instruktører i sit hjemland, hvor han mest har gjort sig i børnefilm som »Fakiren fra Bilbao« og »Ørnens øje«, samt reklamefilm.
»Jeg håber i hvert fald, at det betyder at producenterne tør mere, hvad angår at sætte nok penge i nye film. Der har været en tendens til, at det blev lidt småt, selvom det skulle være flot,« siger Peter Flinth, der i øjeblikket sidder og klipper efterfølgeren til den aktuelle Arn-film, en toer som i den nye amerikanske blockbuster-stil blev optaget samtidigt med etteren.
Filmens producenter valgte en usædvanlig fremgangsmåde, da de skulle finde deres instruktør. De besluttede nemlig at sætte opgaven i licitation, og Peter Flinth brugte knap fem måneder på at forberede en præsentation af sin vision for filmen. Blandt andet fik han en kunstner til at tegne en såkaldt storyboard på en længere tvekampssekvens fra filmens manuskript og fik sat særlig underlægningsmusik til samme scener. Satsningen gav gevinst.
»Og så hjalp det også, at jeg allerede havde lavet en ridderfilm (»Ørnens øje«, red.) og en svensk Wallander-krimi. Jeg havde bevist, at jeg både kunne arbejde med heste og svenskere,« smiler Peter Flinth.
De svenske skuespillere i »Arn« tæller yngre kræfter som hovedpersonerne Joakim Nätterquist der spiller »Arn«, og Sofia Helin der spiller hans til klostret fordrevne hjertenskær, Cecilia. Mirja Turestedt er Arns stærkt troende og stålsatte mor, og en af Sveriges kendteste skuespillere, Michael Nyquist, markerer sig som Arns barske far, der som storbonde kommer i klemme i en blodig kongefejde.
»Det der især tiltaler mig ved historien om Arn, er den kontante måde den skildrer datidens kyniske realpolitik, hvor både konger og kirken kæmper åbenlyst om magten,« siger Michael Nyquist, der sammen med de øvrige skuespillere gæstede Danmark i anledningen af den danske premiere.
Bush vor tids ridder
Socialisten Jan Guillou har aldrig været glad for organiseret religion, og på spørgsmålet om hvordan skuespillerne har det med historiens implicitte kritik af kirkelig fordomsfuldhed, svarer svenskerne med varierende grader af enighed. De begynder blandt andet at diskutere, hvorvidt George Bush er vor tids korsridder, men Joakim Nätterquist er måske den der kommer tættest filmens noget mere udglattende holdning.
»Jeg tror egentlig ikke, at Guillou kritiserer »Guds vilje«. Men han kan ikke lide nogle af de fortolkninger som mennesker har tillagt Gud og Bibelen. Der ser vi blandt andet i scenen, hvor kirken raskt væk tilgiver Arn, at han har slået to mænd ihjel i en slåskamp, mens hans kæreste straffes med tyve år i kloster, fordi hun er blevet gravid uden for ægteskabet. For det må vel være Guds hensigt, at vi skal lave børn med hinanden - eller hur?« spørger Joakim Nätterquist.
Både skuespillere og instruktør har været glade for at være med til at realisere en middelalderfilm, hvor der er lagt vægt på at give publikum den autentiske stemning af riddertid med vrinsk, brynje og hjemmebrygget mjød.
»Jeg har aldrig været med i en film, der var så skæg at lave. Bare det at prøve alle kostumerne var fantastisk morsomt,« siger Sophia Helin, der ikke havde siddet på en hest før sin rolle i »Arn Tempelridderen« og derfor måtte tage ridelektioner.
Filmens overbevisende design skyldes en af skandinavisk films nestorinder i faget, Anne Asp, der har været produktionsdesigner på historiske film siden 1970erne. Hun ved nemlig, at man ikke gør en film historisk troværdig ved at indspille på et frilandsmuseum. Den historiske akuratesse er underordnet filmens dramaturgi, fortæller instruktør Peter Flinth.
»For eksempel er det nok usandsynligt, at en munk som Arn ville have gået kutteklædt ind på tingstedet og for at udkæmpe en duel,« siger Peter Flinth.
Her bliver en forskel mellem film og litteratur tydelig. I bogen følger læseren jo Arn og er hele tiden klar hvem og hvad han er, og hvilken situation han er i. Det skal gøres overtydeligt i filmen, siger instruktøren, der diskuterede problemet med Jan Guillou.
»Så for at understrege Arns udsathed, overtalte jeg Guillou til at lade Arn kæmpe duellen i sin munkedragt, mens hans modstander er i ringbrynje,« siger Peter Flinth.
Forholdet mellem medlemmerne i den helt unge Arns familie har også fået en moderne finish, for at nutidens publikum overhovedet skal kunne forholde sig til figurerne.
»Historien foregår på en tid, hvor smeden byttede børn med bageren for ikke at blive for tæt knyttet til dem. Børn døde jo ofte tidligt. Forældrene elskede selvfølgelig deres børn, men viste det nok ikke på en måde, vi ville forstå i dag. Derfor prøver vi at vise forholdet mellem Arn og hans forældre på en måde, som afspejler både fortiden og nutiden. Jeg prøvede for eksempel at tæve Arn, som en god far ville have gjort den gang, men det fik jeg dog ikke lov til. Det kan man ikke acceptere idag,« siger Michael Nyquist, der spiller Arns far. Scenerne, hvor Arn oplæres til kamp af en munk, giver associationer til en helt anden film, der foregår i et fremtidigt univers, nemlig »Star Wars«, men Peter Flinth hævder, at han først blev klar over parallellen på et sent tidspunkt i sin films tilblivelse.
»Det blev jeg, da vores special effects firma i London som en julehilsen sendte os en computermanipulation, hvor de havde fået Darth Vader (overskurken i Star wars, red.) til at kæmpe med Arn i tvekampsscenen,« siger Peter Flinth.
To måneder af optagelserne til »Arn - Tempelridderen« foregik under vanskelige forhold i Marokko, der i filmen indtager rollen som Det hellige Land, som korsridderne, heriblandt Arn, drager ud for at beskytte mod muslimerne. Peter Flinth ringede til den amerikanske instruktør Ridley Scotts assistent, der havde arrangeret Scotts optagelser samme sted til sin korsridderfilm »Kingdom of Heaven«.
Hos ham fik Flinth en liste over gode filmsamarbejdspartnere i Nordafrika, men desværre viste det sig, at de svenske producenter allerede havde tegnet en kontrakt med en marokkansk mand, der skulle levere filmhold, statister, filmstudier og hotel. Da Flinth og hans filmhold ankom til Marokko levede de aftalte ydelser mildt sagt ikke op til det forventede. Blandt andet mente leverandøren ikke, at varme på hotelværelserne var inkluderet i kontrakten - og nattetemperaturen lå på det tidspunkt omkring frysepunktet.
»De svenske producenter var gået i en rigtig turistfælde, men det var for sent at gøre noget ved,« siger Peter Flinth.
De nordafrikanske optagelser kom dog i hus, og ifølge Joakim Nätterquist leverede den marokkanske ørken det den skulle til filmen - nemlig en vældig portion autencitet.
»Jeg har jo været en fattig skuespiller og har derfor ikke rejst så meget. Så for mig var det en fantastisk oplevelse at se Marokko, og når jeg satte mig op på hesten og red ud i ørkenen, så kan jeg godt love dig, at det var nemt at leve sig ind i rollen som korsridder,« siger Joakim Nätterquist.
