Hvem har ikke nu og da drømt om at forlade hverdagens trygge samt måske lidt trivielle trummerum for at kaste sig ud i en frigjort tilværelse præget af kreative udfoldelser og kropslige fornøjelser?
Den 34-årige Mads realiserer denne drøm i »Sandheden om mænd«. Han har ganske vist en sød samleverske, men hans karriere som filmforfatter er strandet på dødssyge manuskripter til TV-serier, og en dag tager han pænt afsked med den grædende kæreste og flytter hjemmefra. Nu skal han realisere sig selv og hele sit uudnyttede potentiale.
Et forfjamsket liv
Men hvor bliver det af, potentialet? Mads blomstrer ikke op kunstnerisk, han er faktisk ganske forfjamsket, men i det mindste møder han en masse piger og flytter endda sammen med en af dem, den kun 19-årige Julie. Det holder bare ikke særligt længe, og Mads skrider ud i en både kunstnerisk og personlig deroute, der gør ham totalt rådvild. Hvad skal han stille op med sig selv?
Det findes der ingen bekvem patentløsning på, men til gengæld findes der bunkevis af brillant underholdning i Nikolaj Arcels nye film. Han debuterede med den ret dystre politiske thriller »Kongekabale«, og med »Sandheden om mænd« beviser han sammen med sin medforfatter Rasmus Heisterberg, at han også er humorist. Endda af den virkelig vittige slags.
En slags metafilm
»Sandheden om mænd« hører nemlig til de relativt sjældne film, som magter at behandle et dybt alvorligt emne på en humoristisk måde uden at reducere det til pjat.
Med sin skildring af en kunstner i kreativ krise placerer den sig i traditionen fra Federico Fellinis »8 «, men i stedet for at smøre sig ind i selvmedlidenhed har den hele tiden blik for situationens komiske aspekter - uden at overse de smertelige, for når man lever det såkaldte frie liv, løber man undertiden ind i nogle gevaldige lussinger.
Hist og her er »Sandheden om mænd« en slags metafilm, der kommenterer filmkunstens dramaturgiske regler og dermed sin egen struktur. Også dette evner den at gennemføre uden at blive selvhøjtidelig, og det betyder altsammen, at Nikolaj Arcels film er præcis det, som vi længe har gået og sukket efter. En begavet, original og lifligt underholdende dansk spillefilm.
Snesevis af talentfulde skuespillere medvirker, men det er Thure Lindhardt, der i den alt domimerende rolle som Mads skal bære det brogede forløb på sine skuldre, og eftersom han aldrig har spillet bedre end her, går det strålende. For denne Mads er virkelig dygtig til at kvaje sig, men en slubbert er han ikke, så vi kan lide ham og følger hans omtumlede liv med munter sympati.
Der er svenske penge investeret i filmen, så Mads' kæreste Marie spilles af Tuva Novotny, men hun taler efterhånden næsten flydende dansk, så det er okay.
I øvrigt er hun lysende attraktiv, og det samme gælder Rosalinde Mynster (fra Niels Arden Oplevs »To verdener«) som Julie plus de talrige andre tiltrækkende kvinder, der fylder filmen og bringer Mads fra koncepterne. Samt bidrager til at gøre »Sandheden om mænd« til en sprudlende og på alle måder prægtig oplevelse.
