I løbet af den lillebitte time, den varer, havde jeg usigeligt stor fornøjelse af portrætfilmen »Hugo på bas«. Hugo – Hugo Rasmussen – var ham den tilbagelænede med bøllehatten og vikingeskægget, der spillede bas i et par menneskealdre.
Han døde af kræft i august sidste år i en alder af 74 år, og årets Copenhagens Jazz Festival er således den første uden ham på indtil flere scener. Men inden han døde, lukkede han instruktøren Rasmus Dinesen ind i sin verden, så hele befolkningen kunne se ind i pladesamlingen, laboratoriet og sygesengen.
Hugo Rasmussens talent og generøsitet er til at blive glad i låget af i første del af filmen, og derfor fælder man en tåre, da han pludselig skal herfra. Måske kan man indvende, at mere arkivmateriale havde givet en længere film.
Men det virker nu alligevel fremragende, som Rasmus Dinesen gør det ved først at gå efter hjernen, derefter hjertet og maven – og efterlade os meget sultne efter mere – meget kede af det over, at Hugo Rasmussen ikke er mere.
Hvad: »Hugo på bas«.
Hvem: Instruktør: Rasmus Dinesen. Medvirkende: Hugo Rasmussen.
Hvor: Premiere i blandt andre Grand og Vester Vov Vov i København.
