En lang sommer

»The Last Song« er et langstrakt og oversentimentalt kærlighedddrama med teenagestjernen Miley Cyrus.

Miley Cyrus, der her spiller sin første seriøse filmrolle – efter Hannah Montana-filmen, der blot var et af TV-seriens afsnit overført til det store lærred – gør det okay. Hun er ikke uforglemmelig i sin præstation, men mindre kan jo også gøre det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra filmen

Sommeren ser ud til at blive uendelig lang for den 17-årige Veronica. Hun skal være væk fra New York, hvor hun til dagligt bor. Ned på ferie sammen med sin lillebror hos faren, som hun hader efter forældrenes skilsmisse og så oven i købet i det provinsielle Georgia.

Så, Veronica er godt gammeldags teenage-vred, da hun ankommer. Men så opdager hun nogle skildpaddeæg, der skal reddes og møder den ikke helt uspændende Will, der ikke bare ser godt, men også er rig. Langsomt kommer hun og faren, spillet af Greg Kinnear, også ind på livet af hinanden. men aldrig så snart det er sket, bliver det afsløret, at han er uhelbredeligt syg og ikke har langt igen.

Den drejning kan ikke overraske nogen, der har læst Nicholas Sparks' romaner eller set nogle af de film, der er baseret på dem. »The Notebook« for eksempel. Eller »A Walk to Remember«, som sendes på TV med jævne mellemrum. Romantik med stort swung og masser af grunde til at hulke utrøsteligt over par, der ikke kan få hinanden eller over folk, der dør.

Det er da også ingredienser, der kan virke glimrende på film, hvis man holder sig på den hårfine balance, hvor det måske nok er sødt, men ikke overdrevet sentimentalt. Den balance holder »The Last Song« desværre ikke. Godt hele sidste tredjedel af filmen er sukkertilsøbede scener med den døende far - efter en anden tredjedel, der nærmest udelukkende består af romantisk montage af det forelskede unge par, Veronica og Will, i alle mulige idylliske situationer.

Men det er selvfølgelig alt sammen nemt nok at sige, som halvgammel kyniker. For mon ikke det publikum filmen henvender sig til - det publikum, der vil se filmen uanset hvad alene fordi Miley Cyrus er med, alligevel vil gå ind og se den? Og for de andre halvgamle sjæle derude, der kløer sig i håret over hvem hende Miley Cyrus er, så er hun bedre kendt som Hannah Montana, hovedpersonen i Disneys gigantisk succesfulde TV-serie.

Og Cyrus, der her spiller sin første seriøse filmrolle - efter Hannah Montana-filmen, der blot var et af TV-seriens afsnit overført til det store lærred - gør det okay. Hun er ikke uforglemmelig i sin præstation, men mindre kan jo også gøre det. Og det er ikke hendes fejl, at instruktør Julie Ann Robinson ikke kan finde ud af at prioritere og vægte sin historie ordentligt. For som filmen er endt, bliver det måske ikke alligevel en så lang sommer for Veronica, men det gør det til gengæld for tilskueren.