I den intime portrætfilm »En linje om dagen må være nok!« portrætteres han med årvågen lydhørhed af landsmanden Katrin Ottarsdóttir – kendt for spillefilm som »Atlantic Rhapsody« og »Bye Bye Bluebird« – og fremtræder som en fåmælt og tungsindig mand, der er knarvorn på en ret godmodig måde og besidder en pudsig form for mut lune. Han er i øvrigt også både musiker og maler (hans malerier er fyldt med cykler!), og han fremfører livsvisdom af typen »Nogle gange skal man bare sidde og glo« og tror i øvrigt ikke på færøsk selvstændighed, for »færingerne er for tunge i røven«. Det er han sådan set også selv, men hans digte er skarpe og skrappe, og man kommer til at kunne lide ham i løbet af denne dybt koncentrerede, visuelt krystalklare og underfundigt morsomme film.
