Lassie er kønnere end de fleste fotomodeller og klogere end de fleste professorer. Desuden besidder hun et varmt og trofast hjerte blottet for svig, så det er ikke særlig sært, at adskillige film og TV-serier i tidens løb er blevet produceret om dette ædle væsen.
Den mest berømte er uden tvivl Fred M. Wilcox' »Lassie vender hjem« fra 1943 med Elizabeth Taylor, og den har fået mange af os til at tro, at Lassie er amerikaner. Men den attraktive collie er faktisk britisk, skabt af forfatteren Eric Knight i en føljeton i Saturday Evening Post i 1938, så man kan sige, at efter mange års eksil i USA vender den herlige hund omsider hjem i Charles Sturridges »Lassie«, der foregår i Storbritannien lige inden Anden Verdenskrig, måske netop 1938.
Historien begynder originalt med, at en af overklassens rævejagter forvilder sig ned til underklassen i en kulmine. Vi befinder os i Yorkshire, og da minen lukker, tvinges den fattige familie Carraclough til sorgfuldt at sælge hunden Lassie til den stinkende rige hertug af Rudling, der ønsker at fornøje sit barnebarn.
Hjem til Yorkshire
Men Lassie vender jo hjem, og gang på gang stikker hun opfindsomt af fra sit bur på hertugens slot, indtil han tager både hund og barnebarn med sig op til et domicil i det nordligste Skotland. Herfra kan Lassie umuligt finde vej tilbage til den kære familie Carraclough helt nede i Yorkshire - eller kan hun?
Det røber vi selvfølgelig ikke, men afslører dog gerne, at hun forsøger, og at den lange rejse sydpå blandt andet fører hende gennem storslåede skotske landskaber af majestætisk skønhed, bringer hende i konflikt med komiske hundefangere i Glasgow, gør hende til assistent i en omrejsende dværgs marionetteater og lader hende passere Loch Ness, hvor vi får et uhyre kort glimt af et stort væsen under vandet.
Den ægte naivitet
Det er et pudsigt lille krydderi på en fornem familiefilm, der er gammeldags på en usædvanlig gedigen facon. Måske vil kolde hjerter kede sig, fordi Charles Sturridges version af »Lassie« er konventionel på kanten af det anakronistiske i sine virkemidler - lyden af en sækkepibe annoncerer, at nu er vi i Skotland osv. - men det kræver en vis kynisme at afvise en film, der udstråler ægte naivitet og er lavet med kærlig omhu for de historiske detaljer og klar sympati for personerne, i sidste ende sågar for den højrøvede hertug spillet af en stærkt ældet Peter O'Toole.
Han er eftersynkroniseret på dansk ligesom de øvrige figurer, bl.a. stortalentet Samantha Morton, og det virker altid ret underligt, når der ikke er tale om tegnefilm. Men man tager det gerne med i en historie, der fortælles fuldstændig straight og renfærdigt uden krukkede krumspring og helt uden brug af hektiske computerskabte effekter. Det er balsam for blikket og en lise for sjælen.
Hvis nogen skulle kalde »Lassie« for banal og sentimental, vil vi såmænd ikke modsige dem, men den smålige kritik får os ikke til at holde mindre af denne kønne, spændende, sjove og rørende historie for enhver med bare en lille smule barnlig troskyldighed intakt. Og Lassie selv spiller som altid fremragende.
