En kæk heltinde

Hun er umulig at holde nede og bliver aldrig forskrækket.

Hendes ukuelighed er nærmest overvældende, og som en slags kvindelig krydsning mellem Indiana Jones og Brendan Fraser i »Mumien« kaster journalisten Adèle Blanc-Sec sig ud i de vildeste eventyr for at redde sin syge søsters liv. Adèle stammer fra en tegneserie og er nu – spillet af Louise Bourgoin – hovedperson i en både kulørt og ambitiøs film instrueret af Frankrigs førende filmiske godfather, Luc Besson.

»Adèle and the Secret of the Mummy« (sådan hedder den i Danmark) foregår i 1912 og handler ikke mindst om en flyveøgle, der basker brølende rundt i Paris, og en egyptisk mumie, som Adèle agter at genoplive. Luc Besson er ingen Jean-Pierre Jeunet, og hans film sprudler og funkler ikke – tværtimod kan dens opfindsomhed virke lidt mekanisk og forceret – men teknisk er han meget dygtig og fyldt med ideer. Filmens tidskolorit er charmerende, og uden ligefrem at henrykke underholder beretningen om den kække Adèle på en kvik og energisk facon.