Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
»Grindhouse« er instruktørerne Robert Rodriguez og Quentin Tarantinos filmiske hyldest til de dårlige B-film, der i fordums tider blev vist i snuskede, små biografer, kaldet grindhouses. Da dobbeltfilm-projektet fik amerikansk premiere, var »Planet Terror« egentlig første del, men eftersom Tarantinos del, »Death Proof«, allerede har haft premiere herhjemme, får vi dem altså i omvendt rækkefølge. Med »Planet Terror« får vi også en af de til lejligheden producerede forfilm om den mexicanske hævner »Machete«, der kæmper de illegale indvandreres sag. En bister, men stærkt underholdende sag, Rodriguez allerede har bebudet, at han vil lave til en spillefilm. Der er lavet flere forfilm, men dem må man vente til DVD-udgivelsen med at se.
Her og nu gælder det til gengæld hans uforbeholdne hyldest til zombiefilmgenren, og på typisk Rodriguez-maner får den ikke for lidt med splatter, blod, lemlæstelse og betændte sår og deres sprøjtende pus.
I åbningsscenen ser vi filmens absolutte hovedperson, go-go-danseren Cherry, udføre sin pole-dans, mens tårerne triller. Livet er ikke blevet helt, som hun drømte om, og lige den aften har hun fået nok. På en skummel og afsidesliggende barbecue-diner, hvor ejeren er besat af at finde den rette sauce, møder hun sin gamle flamme, mexicaneren El Wray, men hvad der skulle have været et hurtigt lift ud af den lille, texanske by, bliver i stedet til et mareridt. På en militærbase i nærheden er en farlig virus, der gør folk til blod-mæskende og kød-ædende zombier, nemlig sluppet ud, og snart er de fleste af byens indbyggere inficeret. I en kamp med hårde odds må en lille, overlevende og modstandsdygtig gruppe gøre deres for at redde verden fra virusset »planet terror«. Undervejs finder Cherry sin rette hylde som leder af gruppen og får i filmens største ikonografiske scoop erstattet sit afbidte ben med et effektivt maskingevær.
I modsætning til hvordan Tarantino gav sit eget personlige twist til gamle B-films-plot, har Rodriguez i »Planet Terror« frem for en nyfortolkning lavet et koncentrat af alle tidligere zombiefilm, selvfølgelig med mere end et henkastet blik til mesteren Romero. Men hvad filmen ikke har i originalitet, har den til gengæld i fuld-knald-på-tempo, og de sønderrivende effekter kommer i en så lind en strøm, at man mod slutningen føler sig ganske mæt. Man har fået menneskekød nok til de næste lange tider, og »Planet Terror« indskriver sig bestemt som en kvalitativ leverandør i rækken af zombiefilm, som særligt fans vil kunne lide smagen af.
Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.
Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.
