En frygtløs filmskaber

»Jeg ledte efter noget svært,« siger Peter Jackson, der indrømmer at have taget en chance med filmen "The Lovely Bones" om sexmordet på en 14-årig.

Peter Jackson er altid på udkig efter udfordringer, så han faldt for Alice Sebolds bog om en pige, der hjælper til opklaringen af sit eget mord fra sin himmel. Fold sammen
Læs mere

Peter Jackson ser helt forkert ud, da han træder ind ad døren til suiten og slår sig ned på en antik stol, beklædt med bladguld. Den nørdede newzealandske instruktør er ude af sit rette element på det fancy Hotel Claridges, der gnubber sig op ad byens dyreste designerbutikker i Londons Mayfair-distrikt.

Når det gælder hans film, skal der til gengæld meget til for at hyle ham ud af den. Til spørgsmålet om hvorfor han valgte at filmatisere Alice Sebolds roman »The Lovely Bones«, svarer han:

»Efter Ringenes Herre og King Kong ledte jeg efter noget, der ville være svært at lave,« siger Peter Jackson.

Alice Sebolds bog handler om en 14-årig forstadspige, der bliver brutalt voldtaget og myrdet, og hvordan hun og hendes familie bearbejder tragedien. Et drama, der ikke alene er voldsomt uhyggeligt, men også udspiller sig delvist i et metafysisk rum, et sted mellem himmel og jord.

Historien om Peter Jacksons seneste filmatisering begynder kort efter, romanen er udkommet i 2002. En af hans faste medforfattere er på vej fra New Zealand til London og køber den meget omtalte amerikanske roman i lufthavnen. Da hun når frem til sit møde med Peter Jackson i London, giver hun den videre. Snart sætter de projektet i gang.

»Det viste sig, at der var et andet filmselskab, der havde rettighederne, så vi troede, at vi måtte opgive at lave filmen. Men så kastede de andre håndklædet i ringen, og vi slog til,« siger den 48-årige instruktør. På det tidspunkt var han ved at lave efterarbejde på »De to tårne« og »Kongen vender tilbage«, der skulle fuldende Ringenes Herre-trilogien.

Du gjorde det, alle sagde, var det umulige, da du filmatiserede Ringenes Herre. Og nu denne bog. Er du en frygtløs filmskaber?

»Ja, på mange måder er jeg nok en frygtløs filmskaber. Men når jeg bruger to år på en film, gider jeg ikke have, at det er for let. Når jeg laver film, skal det være ligesom at lægge puslespil, og det skal ikke være for nemt. Når en opgave er svær, tvinger det mig til at være mere kreativ. »The Lovely Bones« var en udfordring, og jeg skal ikke kunne sige, om det er lykkedes mig at kombinere krimidramaet med de mere fabulerende scener fra Sussis himmel. Vi bruger også komedieelementer i scenerne med Susan Sarandon som familiens bedstemor. Nu må vi se, vi klarer skærene.«

Hvad var den største udfordring ved at lave »The Lovely Bones«?

»Jeg troede, det sværeste ville blive at finde en pige, der kunne spille hovedrollen som Susie Salmon. Vi var ved at caste til filmen i USA, fordi Susie jo er amerikaner, men så fik jeg en DVD fra Saorse Ronan. Hendes far havde optaget nogle scener fra manuskriptet i familiens baghave i Irland. På det tidspunkt kendte jeg hende ikke, for hendes store debutfilm »Soning« havde ikke haft premiere endnu. Hun var kun 13 på det tidspunkt, men jeg holdt med det samme op med at lede. Hun gør det fantastisk«

Var hun ikke bange for at spille drabsscenen?

»Saoirse fortalte mig, at hun godt kunne forstå, at Susie går med sin morder hen for at se hans hule i jorden. Fordi hun er for sent på den på vej hjem til aftensmaden ville det give hende en undskyldning. Det var Saoirses logik, og det hjalp hende i scenen. Men de få minutter i filmen har taget flere timer at optage, og der var faktisk en ret god stemning på settet, fordi vi arbejdede godt sammen.«

Hvad var det ved historien, der fængede dig?

»Jeg blev meget rørt, da jeg læste bogen. Når man når min alder, har man efterhånden oplevet at miste, mennesker, man elsker. Jeg har mistet min onkel og min tante, og i de senere år også mine forældre. Det har påvirket mig på en anden måde, end da jeg var yngre. Det har fået mig til at tænke over det at miste og over, hvad der sker med én, når man dør. At miste et barn - eller sit liv - på den måde, som det sker i filmen, forstørrer den oplevelse.«

»Når man bliver ældre, begynder man at spekulere over, hvad der sker, når man dør. Men jeg synes, at filmen forholder sig positivt til det, selv om den har et uhyggeligt tema. Jeg er ikke decideret religiøs, men jeg føler, at der må være en eller anden form for liv efter døden, og det er også det, filmen fortæller. Vi er dømt til at miste dem, vi elsker. Men vi kan godt komme videre, selv når alle odds taler imod det. Filmens budskab er, at vi skal tillade os selv at elske, selv om vi mister.«