Frihed og kærlighed. Det er ganske enkelt, hvad denne film ønsker at handle om, og eftersom den er lavet af Erik Clausen, gør den det på en måde, så vi alle kan følge med. Og have det rart imens.
Det betyder ikke, at veteranen Clausen er blevet tandløs. Han er stadig en socialt bevidst satiriker med sympatien placeret hos de sære og kiksede, men han er samtidig et venligt menneske, der kan lide at hygge om sit publikum - hvad man værdsætter umådeligt meget i et år, hvor den ene nye danske spillefilm efter den anden har fortalt os, at verden er rædselsfuld, og at vi allerhelst burde have sørget for ikke at blive født.
Sådan ser Erik Clausen ikke på det. Han ser problemer, men han ser også løsninger, og uden at være naiv eller nostalgisk hylder han stadig fundamentale dyder som hjælpsomhed og solidaritet. Det er præcis, hvad man lige nu trænger til at se i biografen.
Erik Clausen spiller selv den småkriminelle John, der også var hovedperson i hans foregående film, »Ledsaget udgang«, som man ikke behøver at have set for at nyde den nye. Han bliver denne gang bliver løsladt på prøve og rejser til en lille by i Jylland for at hjælpe sin søn, Kenneth, der er havnet i store vanskeligheder og i øvrigt ligner en talende træstamme.
I første omgang viser det sig, at Kenneth (Henrik Bruhn) og hans enfoldige kone har fået et barn, som uheldigvis er mulat. Den klarer John med et vidtløftigt genetisk foredrag - der tales meget i denne film, undertiden i lange monologer - hvorefter han må forsøge at håndtere, at Kenneth kører lastbil for sin ubehagelige svigerfar og er belemret med en endnu mere frastødende svoger, som langtfra har rent mel i posen.
Varm og humoristisk
Det er sådan set stof nok til en spillefilm, men Clausen kan jo ikke nære sig, så handlingen forgrener sig vidtløftigt og kommer også til at omfatte en genbrugsbutik, en skrap forbryder ude på at likvidere John, en forfjamsket Muhammed-tegner, der skal beskyttes, og en køn damefrisør, som John falder for, selv om vi andre med et halvt øje kan se, at hun er en provinsiel femme fatale.
Hun spilles forførende af Helene Egelund, og Erik Clausen er ingen Ole Bornedal, men ret fredsommelig i sin godmodigt ironiske beskrivelse af det lille, ikke specielt tolerante jyske samfund. Og som skuespiller gør Clausen den ukuelige taber John til en mere uegennyttig person end i »Ledsaget udgang«, hvad der klæder figuren, selv om manden stadig er noget af et fæhoved. Hvad der givetvis er en stærkt medvirkende årsag til, at man så godt kan lide ham.
I det hele taget har man det rigtigt fint med denne ujævne film, der hist og her giver sig for god tid, men til gengæld besidder et varmt hjerte og en karsk sans for humor. Erik Clausen er ingen dristig stilist og skaber ikke banebrydende filmkunst, men han placerer sig i øjenhøjde med sit publikum og fortæller os, at selv om vi ikke er blændende smukke eller lysende intelligente, behøver vi ikke skamme os. Det er nu meget rart at få at vide.
