Børn elsker Hugo. Desværre for det nuttede jungledyr er det langt fra kun målgruppen for de tegnefilm, han nu har indspillet tre af, der kunne tænke sig at få fingre i hans gule pels.
I hans første film »Jungledyret Hugo« (1993) vil filmstjernen Izabella Scorpio have Hugo som kæledyr og medspiller i »Skønheden og kæledyret«. I efterfølgeren, »Den store filmhelt« (1996), er det filmproduceren Conrad Cupmann, der vil gøre ham til stjerne. Og i »Jungledyret Hugo 3 – Fræk, flabet og fri«, der har premiere i dag, står fjenderne i kø for at spinde guld på verdens mest sjældne dyr.
Hugo og hans veninde, rævepigen Rita, har søgt tilflugt på kammeraten og skibskokken Delle Kajs ø i et vinterkoldt Danmark. Men en dusør er udlovet til den, der fanger Hugo, og da han går på opdagelse på fastlandet, afsløres hans skjul. Jagten går ind.
Videnskabsmænd vil klone Hugo i masseproducerede metervarer. General Maximus, diktatoren i bananrepublikken Junglandia, vil have ham som hovedattraktion i sin junglepark. Og TV-værten Donna Prima vil have ham som ansigt for en ny eksotisk duft.
Når junglens farlige dyr truer Hugo, slipper han væk ved at advare dem mod sit »dødeligt farlige tis«. Men når det gælder de pengegriske mennesker, er der én vej for Hugo, og det er flugt.
»Hugo er en frihedshelt. Frihed er et grundlæggende begreb for ham. Han er vild med sin egen frihed, men alle vil have fat i ham og bruge ham til at blive rige eller berømte,« siger Flemming Quist Møller, der er ophavsmand til Hugo samt forfatter og medinstruktør på alle tre film.
Hugus Primiticus
Jungledyret nedstammer fra arten Hugus Primiticus, taler som Jesper Klein og ernærer sig ved bananer og – når lejligheden byder sig – frikadeller. Han blev født i slutningen af 1960erne i en sang til Flemming Quist Møllers dengang to-årige søn Carl.
Godt 20 år senere bad DR multikunstneren Quist Møller om at lave en radioføljeton for børn, og Jungledyret Hugo fra sangen blev foldet ud til en historie. Samtidig var hans søn Carl blevet illustrator fra Designskolen og leverede Hugos visuelle identitet til en bog om jungledyret – udgivet på Gyldendal. Da A-Film nogle år senere kontaktede Flemming Quist Møller, fordi de manglede en central figur til en tegnefilm for børn, gennemgik han sammen med tegnefilmsproducenterne de figurer, han foruden Hugo har skabt gennem årene i »Bennys badekar«, »Cykelmyggen Egon«, »Olga og kedsomheden« og »Snudens ABC«.
»En af dem sagde: »Jeg foretrækker Hugo, for han har star quality,« husker Flemming Quist Møller. Også fabeldyret Snuden har været en populær figur blandt danske børn i mange år, men som spillefilmshelt var Snuden for passiv, lød dommen.
»Snuden har ikke star quality. Han er en stille, nysgerrig fyr, der lever i mosen. En dag ser han en far og en søn, der sejler i kano, og kan ikke forstå, hvorfor faren opfører sig åndssvagt. Hans ven odderen forklarer, at børn er gode nok, men de voksne er tossede. Det må Snuden så ud at se for sig selv. Snuden er en betragtertype, der viser de voksne set med børns øjne, og derfor har jeg givet ham store øjne og store ører og selvfølgelig den enorme snude,« siger Flemming Quist Møller. Han mener, at mens Snuden er et slags medie, er Hugo en helt.
Nuttet frihedskæmper
Da Hugo gik til filmen, måtte han tegnes om. Dels forenkles tegneteknisk og dels gøres mere nuttet.
»Carls Hugo var for fræk og for farlig. I den amerikanske cartoon-lærebog om cuteness, står der, at en nuttet figur skal have store øjne, høj pande og have et rundt hovede,« siger Flemming Quist Møller, der fandt frem til den endelige Hugo sammen med Carl og en gruppe tegnere på A-Film.
»Jeg var ude på, at han skulle være verdens sødeste dyr, et dyr, alle vil have som kæledyr. En mellemting mellem en kattekilling og en lille bjørneunge. Der er også lidt abe i ham. Han har en selvtillid og en frækhed. Han kan være meget selvoptaget og glemmer, at han også har kammeratlige forpligtelser, men når han mindes om det, er han klar til at følge op på dem. Børn skal identificere sig med Hugo og må også gerne synes, at han ind i mellem er for streng. Men han er udadvendt, og han handler,« siger Flemming Quist Møller.
I den forstand er Hugo en frihedskæmper i en verden, der er stadig mere styret af kommercielle interesser. Det gælder alle tre film, men i »Jungledyret Hugo 3 – Fræk, flabet og fri« har Flemming Quist Møller inkluderet et aktuelt tema: Miljøet.
»Det er mine egne holdninger, der slår igennem i det, jeg laver. Det er almindelig humanisme. Jeg vil underholde børn med sjov, alvor og en lille smule spændingsangst,« siger han og tilføjer, at slutningen måske er lidt barsk – ikke for børnene, men for de voksne. En pointe med filmen er nemlig, at »vi mennesker smadrer naturen, hvis vi ikke finder den underholdende.«
Således står der i den tredje film om den flabede filmhelt mere på spil end hans egen frihed. Da han vender hjem til junglen, oplever han, at kvadratkilometer af hans elskede jungle brændes af. Han skal nu redde både sig selv og regnskoven – og stå for underholdningen. Men som Hugo siger: »Når man er et lille dyr, må man være ekstra vaks.«
